Politik

tir, 20 feb 2024

Konservativ ordfører genindtager post han før har trukket sig fra

Niels Flemming Hansen er spidskandidat til europaparlamentsvalget for De Konservative. Nu skal han også i en periode være forsvarsordfører. (Arkivfoto).
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Niels Flemming Hansen er spidskandidat til europaparlamentsvalget for De Konservative. Nu skal han også i en periode være forsvarsordfører. (Arkivfoto).

De Konservatives Niels Flemming Hansen skal i en periode igen være forsvarsordfører for partiet, mens Rasmus Jarlov, der normalt har posten, er sygemeldt.

Det oplyser partiets gruppeformand, Mona Juul, i en sms til Ritzau.

Niels Flemming Hansen har før været forsvarsordfører, men trak sig i maj 2022 fra ordførerskabet.

Det skete, efter det kom frem, at en virksomhed, Niels Flemming Hansen er medejer af, solgte sko af mærket Ecco.

Ecco har fået heftig kritik for firmaets aktiviteter i Rusland trods krigen i Ukraine.

- Rasmus er selvfølgelig tilbage på sine ordførerskaber, når han kommer igen, skriver Mona Juul i en sms.

Niels Flemming Hansen, der udover at være folketingsmedlem også er partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget, udtalte i en skriftlig kommentar til Vejle Amts Folkeblad i 2022, at kritikken af Ecco var berettiget. Han erkendte her, at der kunne rejses tvivl om, hvor hans loyalitet lå.

- Jeg har derfor efter aftale med min gruppeformand meddelt, at jeg ønsker at stoppe som forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti, lød det.

Senest Niels Flemming Hansen udtalte sig om sagen, var i september 2023, hvor han over for Avisen Danmark kaldte den "dilemmafyldt".

- Vi har en lille familievirksomhed, som min far startede for 50 år siden. Vi har solgt Ecco-sko lige så længe, jeg kan huske. Virksomhedens økonomi er bundet op på salg af Ecco-sko, så hvis vi ikke solgte Ecco-sko, ville vi skulle lukke butikker og afskedige medarbejdere, sagde han til Avisen Danmark.

I stedet for Rasmus Jarlov træder Tina Cartey ind i Folketinget, hvor hun ikke har siddet før. Hun overtager Jarlovs andre ordførerskaber for blandt andet skat og finans.

Generelt rykkes der lidt rundt på ordførerskaberne hos De Konservative. Mai Mercado, der for nylig stoppede som gruppeformand, bliver ordfører for blandt andet it. Hun er i forvejen retsordfører.

Helle Bonnesen får ordførerskaber for forsyning og energi, mens Mona Juul beholder sine ordførerskaber for blandt andet klima og erhverv oveni sin gruppeformandspost.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere