Politik

man, 18 nov 2024

Konservative rykker i Bruus for kvælstofsnak med nabolande

Ifølge Mona Juul (K) får ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), travlt, hvis han skal indgå en aftale om kvælstofreduktioner med nabolandene Sverige og Tyskland.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ifølge Mona Juul (K) får ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), travlt, hvis han skal indgå en aftale om kvælstofreduktioner med nabolandene Sverige og Tyskland.

Hvis Danmark før 2029 skal have Sverige og Tyskland med på en fælles aftale om miljømål og indsatser for udledning af kvælstof, så får minister for grøn trepart Jeppe Bruus(S) travlt.

Det siger De Konservatives formand, Mona Juul.

- Jeg har selv flere gange i forhandlingerne spurgt, om regeringen har taget fat i dem, for det ville jeg nok selv have gjort for lang tid siden. Men det har de så ikke gjort, så Jeppe Bruus får travlt, for der skal leveres på den her aftale, siger hun.

Jeppe Bruus sagde til præsentationen af den nye politiske aftale om en grøn trepart, at han anså det som urealistisk, at regeringen ikke får sine to nabolande med på en såkaldt interkalibreringsaftale, der skal sikre nabolandenes bidrag til reduktion af kvælstof.

Ministeriet for Grøn Trepart har fire år til at lave en aftale med landene. Imens skal Danmark følge scenarie 1, der betyder at landbruget skal nedbringe kvælstofudledningen med 13.780 ton.

Hvis det ikke lykkes at indgå en aftale med Tyskland og Sverige, vil man gå tilbage til de mindst skrappe krav til kvælstofreduktion i scenarie 3, lød det på pressemødet.

Derfor kommer De Konservative til at holde Jeppe Bruus "nidkært" op på at få aftalen lavet, siger Mona Juul.

- Det kommer ikke til at ske, at vi sidder og læner os tilbage og venter på, at vi ryger tilbage til scenarie 3. Og hvis det sker, så vil vi gå til forhandlingsbordet igen, for der skal laves en ny aftale i 2030, siger hun.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) ser det som usandsynligt, at nabolandene ikke skulle være med på en interkalibreringsaftale.

Landene er nemlig omfattet af det såkaldte vandrammedirektiv, som blandt andet skal beskytte kyster og grundvand i EU-lande.

- I det tænkte scenarie, at Sverige og Tyskland siger, at de ikke har lyst til at tale med Danmark, så kan vi gå ned til EU-Kommissionen og sige, at den forpligtelse, der ligger i vandrammedirektivet til at interkalibrere, skal de hjælpe os med at leve op til. Det gør også, at der er en realisme, som er pænt stor, i forholdt til, at det vil lykkes.

Ifølge Lose kommer det til at tage to til tre år at lave en interkalibrering, men partierne bag aftalen har givet sig selv fire år "for en sikkerheds skyld".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere