Politik

tor, 29 aug 2024

Lars Weiss er ikke sikker på overborgmesterposten i København

Socialdemokratiet peger selv på Lars Weiss som afløser for Sophie Hæstorp som overborgmester i København. Den plan kan dog blive ødelagt, hvis et politisk flertal på Københavns Rådhus vil have en anden. (Arkivfoto)
Philip Davali/Ritzau Scanpix Socialdemokratiet peger selv på Lars Weiss som afløser for Sophie Hæstorp som overborgmester i København. Den plan kan dog blive ødelagt, hvis et politisk flertal på Københavns Rådhus vil have en anden. (Arkivfoto)

Ikke længe efter, at det blev offentliggjort, at Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, fratræder, blev det meddelt at Lars Weiss (S) ville overtage posten.

Meldingen kom fra Laura Rosenvinge (S), der er medlem af økonomiudvalget i Borgerrepræsentationen og politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Men så simpelt er det ikke, lyder det fra Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).

- Der er ikke noget principielt, der forhindrer de andre partier i at foreslå en anden kandidat til posten som overborgmester i Københavns Kommune, siger han til Ritzau.

Han forklarer, at det kræver et ekstraordinært møde, hvor de kommunalpolitiske partier ved uenighed skal stemme om en konstitueret overborgmester.

Også professor i kommunalpolitik ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær understreger, at det ikke alene er Socialdemokratiets beslutning, hvem der skal overtage topposten.

- Har Socialdemokratiet det absolutte flertal på Rådhuset? Nej, det har de ikke.

- Socialdemokratiet kan foreslå Weiss, men de skal tale med de andre partier om det, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han kalder udmeldingen fra Laura Rosenvinge for en "kluntet formulering".

De københavnske borgmestre har torsdag afholdt krisemøde som følge af Sophie Hæstorp Andersens fratrædelse til fordel for en post som social- og boligminister.

Flere af borgmestrene har stillet sig kritiske over for den hurtige udmelding.

Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti siger til Ritzau, at de endnu ikke har diskuteret i grupperne, hvem de hver vil stemme på.

Alligevel siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R), at hun ser Lars Weiss som et godt bud.

- Foreslår Socialdemokratiet Lars Weiss, så kigger vi på det. Foreslår de en anden end Lars, så kigger vi slet ikke på det, siger hun til Ritzau.

Roger Buch siger da også, at hans forventning er, at Borgerrepræsentationen vil holde sig til de aftaler, der blev lavet ved kommunalvalget i 2021.

- Man er ikke bundet af de aftaler, man lavede dengang, men det kommer man formentlig til.

- Jeg forventer, at det bliver en socialdemokratisk overborgmester som aftalt i 2021, og jeg gætter på, at det bliver Lars Weiss, siger han.

Han forklarer, at det selvfølgelig vil kræve et flertal til den pågældende kandidat, men at det røde flertal i kommunen forventes at stå sammen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere