Politik

ons, 02 okt 2024

Løkke er klar til at se på yderligere konsekvenser for Iran

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er klar til at se på, hvilke konsekvenser Irans angreb mod Israel tirsdag aften skal have. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er klar til at se på, hvilke konsekvenser Irans angreb mod Israel tirsdag aften skal have. (Arkivfoto).

Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), kalder Irans missilangreb mod Israel for "en forkastelig eskalering af konflikten i Mellemøsten".

Løkke er klar til at se på, hvilke konsekvenser angrebet skal have for Iran, lyder det.

- Vi har tidligere i år udvidet EU’s sanktioner mod Iran, og jeg er klar til at se på, hvilke yderligere konsekvenser dette angreb skal få for Iran, siger Løkke i en skriftlig udtalelse.

Udenrigsministeren opfordrer desuden alle parter til at deeskalere situationen.

- Jeg opfordrer endnu en gang alle parter til at udvise besindighed og deeskalere situationen, så vi undgår en storkrig i regionen. Ikke mindst af hensyn til de i forvejen hårdt prøvede civilbefolkninger, siger Lars Løkke Rasmussen.

Tirsdag aften dansk tid har Iran sendt missiler afsted mod Israel. Ifølge det israelske militær sendte Iran omkring 180 missiler afsted mod landet. Der er ingen meldinger om dræbte i angrebet.

EU har en række sanktioner mod landet. Nogle af dem blev indført allerede i 2011 som en reaktion på alvorlige krænkelser af menneskerettigheder i landet. Det fremgår af Det Europæiske Råds hjemmeside.

Siden 2022 har EU skærpet sanktionerne og vedtaget ti nye sanktionspakker.

Sanktionerne inkluderer blandt andet forbud mod at sælge udstyr til Iran, der kan anvendes til intern undertrykkelse.

Det er også forbudt at stille økonomiske ressourcer til rådighed for udvalgte personer eller enheder. Det gælder blandt andet Irans Revolutionsgarde og det iranske moralpoliti.

Iran angreb også Israel med missiler i april 2024. Herefter udvidede EU sine sanktioner mod landet.

Også USA har en række sanktioner mod Iran. I september varslede USA's udenrigsminister, Antony Blinken, at landet ville indføre en række nye sanktioner efter meldinger om, at det iranske styre har leveret ballistiske missiler til Rusland.

Tirsdag aften skriver EU's udenrigschef, Josep Borrell, på X, at EU fordømmer Irans angreb på Israel.

- Den farlige spiral af angreb og gengældelse risikerer at komme ud af kontrol. Der er behov for en øjeblikkelig våbenhvile på tværs af regionen, skriver han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere