Politik

søn, 08 dec 2024

Løkke: Udvikling i Syrien vil få betydning for hele Mellemøsten

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger søndag, at regeringen følger situationen i Syrien tæt. (Arkivfoto).
Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger søndag, at regeringen følger situationen i Syrien tæt. (Arkivfoto).

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har søndag morgen reageret på nattens udvikling i Syrien, hvor oprørere har indtaget hovedstaden, Damaskus.

- Situationen i Syrien vil få stor betydning for hele tilstanden i Mellemøsten. Det er i øjeblikket en meget dynamisk udvikling på landjorden, og regeringen følger sagen tæt, siger Løkke i en skriftlig kommentar.

Udenrigsministeren er den første fra regeringstoppen, der har kommenteret på den seneste udvikling i Syrien.

Natten til søndag indtog oprørsstyrker Damaskus.

Landets mangeårige præsident, Bashar al-Assad, har ifølge meldinger forladt hovedstaden.

Det vides ikke, hvor han opholder sig. Oprørerne siger, at han er blevet afsat.

Det er uklart, hvad der nu skal ske i Syrien. Premierminister Mohammed al-Jalali har opfordret til en fredelig magtoverdragelse.

Han siger, at han er indstillet på at arbejde sammen med de ledere, som det syriske folk måtte vælge.

Oprørerne henviser til Jalali som den "forhenværende premierminister".

De har under den nylige offensiv, som blev indledt i slutningen af november, været anført af bevægelsen Hayat Tahrir al-Sham (HTS).

Den militante, islamistiske gruppe udsprang af al-Qaeda, som stod bag angrebet på World Trade Center i 2001.

HTS har siden brudt forbindelsen til al-Qaeda. HTS betragtes dog fortsat som en terrororganisation af blandt andet FN og USA.

Det er ikke givet, at Hayat Tahrir al-Sham eller andre grupper i oprørsbevægelsen vil komme til at sidde på magten i Syrien.

Lederen af HTS, Abu Mohammad al-Jolani, har sagt, at oprørsbevægelsen først og fremmest har haft som mål at styrte Assad.

Bashar al-Assad har siddet på magten siden år 2000.

I kølvandet på Det Arabiske Forår opstod der i 2011 voldsomme protester mod hans styre. Siden udviklede det sig til en væbnet konflikt, som har stået på siden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere
Ministerium køber New York-bolig for 60 millioner for at effektivisere DF kalder det "ude af proportioner", at staten har købt chefbolig i New York, d... Læs mere