Politik

tir, 03 sep 2024

Løkke vil ikke betale advokater for at se på omgangstone

Formand Lars Løkke Rasmussen (M) taler til pressen efter et gruppemøde hos Moderaterne tirsdag på Christiansborg.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Formand Lars Løkke Rasmussen (M) taler til pressen efter et gruppemøde hos Moderaterne tirsdag på Christiansborg.

Det ville være den forkerte vej at gå at bede et advokathus se på, hvordan omgangstonen er hos Moderaterne.

Sådan lyder budskabet fra partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, efter et gruppemøde tirsdag.

Her spørger pressen flere gange, hvorfor Moderaterne har valgt at hyre en erhvervspsykolog frem for at igangsætte en uvildig advokatundersøgelse af arbejdsmiljøet i partiets sekretariat.

- Jeg har ikke lyst til at bruge en halv million eller en million kroner, vi ikke har, på at betale et advokatfirma for at sætte en retlig standard for, hvordan vi taler til hinanden, siger Lars Løkke.

Han siger videre, at han "ikke ved, hvordan man juridisk retlig skal afgøre skyld her".

- Det her handler blandt andet om, hvordan man taler til hinanden. Jeg gider ikke deponere hos en eller anden højesteretssagfører, om man må tale sådan her eller sådan her, og i hvilken situation man må gøre det.

I stedet skal erhvervspsykologen "afdække tingenes tilstand", og den afdækning er Løkke klar til at handle på, hvis det er nødvendigt, lyder det.

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, mener dog, at det "i virkeligheden også er en undersøgelse, man har valgt at iværksætte fra ledelsen" ved at tilknytte psykologen.

Sagen så dagens lys fredag, da B.T. bragte nyheden om, at både nuværende og tidligere ansatte i regeringspartiets sekretariat har sendt en indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø med både mobning og sexisme.

Flere centrale medarbejdere hos Moderaterne var omtalt i klagen. Det er dog uklart, hvilken rolle de eventuelt har spillet.

Nyudnævnt digitaliseringsminister Caroline Stage (M), der tidligere har været politisk chef i sekretariatet, undskyldte tidligere tirsdag for sin rolle i sagen, selv om det fortsat er uklart, hvad hun har gjort eller ikke gjort i forhold til arbejdsmiljøet.

Ifølge Henrik Frandsen er det ikke nødvendigt at finde frem til eventuelle ledere eller medarbejdere, der har ansvar for det arbejdsmiljø, der er beskrevet i indberetningen.

- Der skal ikke placeres et ansvar her. Vi skal videre, sagde gruppeformanden efter gruppemødet tirsdag.

Han nævnte flere gange, at han ikke mente, der var brug for at placere et ansvar i sagen.

Senere tirsdag korrigerer Frandsen dog sin melding. Han fik formuleret sig "uklart", lyder det i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Der er ikke nogen, der skal drages til ansvar i dag. Nu har vi igangsat nogle initiativer, der i første omgang skal give os indblik i, hvad der er op og ned i de her sager, oplyser Frandsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere