Politik

ons, 13 nov 2024

Lundbeck sætter fart på salg af medicin mod skizofreni og migræne

I tredje kvartal er både omsætning og indtjening hos medicinalselskabet Lundbeck vokset. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix I tredje kvartal er både omsætning og indtjening hos medicinalselskabet Lundbeck vokset. (Arkivfoto).

Det danske medicinalselskab Lundbeck har sat fart på salget af sine nøgleprodukter i tredje kvartal.

I kvartalet har selskabet omsat for 5,7 milliarder kroner. Det er 16 procent mere sammenlignet med samme kvartal i 2023.

Det viser Lundbecks regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Det er væksten i salget af selskabets såkaldte strategiske brands, der hiver selskabets samlede omsætning op. De strategiske brands inkluderer fire forskellige præparater.

Det gælder blandt andet Rexulti, som bruges til behandling af skizofreni. Midlet er Lundbecks bedst sælgende, og salget i tredje kvartal voksede med 21 procent sammenlignet med samme periode i 2023.

Også salget af Vyepti er vokset markant. I tredje kvartal omsatte migrænemidlet for 774 millioner kroner, hvilket er 74 procent mere end i tredje kvartal i 2023.

Vyepti blev lanceret på det amerikanske marked i april 2020. Siden er det blevet udbredt til omkring 30 lande.

Midlet bruges til at forebygge migræne, og havde ved udgangen af september 9,4 procent af markedet for forbyggende behandling i USA, skriver Lundbeck.

Også Lundbecks indtjening er vokset i tredje kvartal. Her tjente selskabet 777 millioner kroner, hvilket er 15 procent mere end i samme periode året før.

I oktober meddelte Lundbeck, at selskabet har indgået en aftale om at købe det amerikanske biotekselskab Longboard Pharmaceuticals for 2,5 milliarder dollar. Det svarer til omkring 17 milliarder kroner.

Longboard Pharmaceuticals står blandt andet bag midlet Bexicaserin, der på sigt skal bruges mod behandling af epilepsi-sygdomme som Dravet syndrom og Lennox-Gastaut syndrom.

Midlet er fortsat under udvikling, men det kan ifølge Lundbeck potentielt komme til at omsætte for op mod to milliarder dollar om året.

Opkøbet mangler fortsat de nødvendige myndighedsgodkendelser, før det kan gå igennem.

I et interview med MarketWire i forbindelse med kvartalsregnskabet siger Lundbecks topchef, Charl van Zyl, at det er en topprioritet for selskabet, at få lukket handlen.

- Det mest vigtige for os lige nu er at arbejde på at lukke Longboard-handlen og sørge for at få Bexicaserin ind i huset, siger han til mediet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere