Politik

tor, 06 jun 2024

Mange patienter savner sammenhæng i sundhedsvæsenet

Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, håber på gennemgribende ændringer, når Sundhedsstrukturkommissionen på tirsdag præsenterer sine forslag til fremtidens sundhedsvæsen.
Tea Petersen/Free Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, håber på gennemgribende ændringer, når Sundhedsstrukturkommissionen på tirsdag præsenterer sine forslag til fremtidens sundhedsvæsen.

Mens de længe ventede anbefalinger fra Sundhedsstrukturkommissionen er lige om hjørnet, understreger en ny undersøgelse fra Danske Patienter nogle af de store udfordringer, som kommissionen skal give løsninger på.

Hver femte patient oplever således at blive sendt rundt i sundhedsvæsenet til samme slags undersøgelser, fordi de forskellige sektorer og afdelinger ikke taler godt nok sammen.

Det lægger beslag på sparsomme ressourcer i en tid flere ældre og kronikere og færre ansatte til at tage sig af dem.

Hver fjerde patient oplever i mindre grad eller slet ikke at blive mødt og behandlet som et helt menneske af de sundhedspersoner, de var i kontakt med i deres forløb, viser undersøgelsen.

For en stor patientgruppe hænger de informationer og beskeder, de fik i de forskellige dele af sundhedsvæsenet i forløbet, ikke sammen, fremgår det.

- Undersøgelsen pointerer, at hele sundhedsvæsenet ikke hænger ordentligt sammen.

- Ingen har et entydigt ansvar for den enkelte patients forløb. De oplever, at de ikke ses som et helt menneske i deres kontakt med sundhedsvæsenet, siger direktøren i paraplyorganisationen Danske Patienter, Morten Freil.

- Vi ser frem til nogle snarlige ambitiøse forslag fra Sundhedsstrukturkommissionen. Og at politikerne ikke bare efterfølgende begynder at nuppe lidt hist og pist.

Men han frygter også, at man alene ser på personalemangel og sikring af lægedækning i alle dele af landet, siger han.

- Skal vi virkelig have skabt et samarbejde mellem kommuner, regioner, hospitaler, speciallæger med flere, så skal der meget mere til for at få nedbrudt siloerne.

Han peger på, at de samlede ressourcer skal udnyttes mere effektivt og til gavn for alle patienter, hvoraf mange bliver ældre og med flere sygdomme.

- Det er første gang, siden strukturreformen i 2007, hvor regionerne opstod, at man for alvor ser helhedsorienteret på, hvordan vi skal bygge vores sundhedsvæsen op, så det hele hænger bedre sammen for patienterne. Hidtil har det mere været lapperier.

- Flere penge og mere personale løser ikke i sig selv de helt grundlæggende udfordringer med strukturen, som vi står i, og hvor de enkelte dele af sundhedsvæsenet ikke hænger godt nok sammen, siger Freil.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere
Selskabet bag Snapchat lider fortsat store tab Snap Inc. øgede omsætningen med 16 procent i 2024 sammenlignet med året før.... Læs mere
Færre til salg skilte: Falder for femte måned i træk Boligudbuddet har fortsat pil nedad efter flere måneders fald. Lige nu er 46.56... Læs mere
Løkke vil have en økonomisk 2040-plan inden næste valg Danmark har i den aktuelle situation, hvor store regninger venter, ifølge Løkk... Læs mere