Alphabet, selskabet bag Google, omsatte i fjerde kvartal 2024 for 96,5 milliarder dollar.
Det svarer til næsten 700 milliarder danske kroner og er en stigning på 12 procent sammenlignet med samme periode året før.
Det viser selskabets seneste kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort tirsdag aften.
Trods væksten lever tallene ifølge MarketWire ikke op til forventningen, der lød på en omsætning på mere end 700 milliarder kroner.
Investorerne har da heller ikke umiddelbart taget pænt imod regnskabet.
Alphabet-aktien falder således med over seks procent i det amerikanske eftermarked.
På eftermarkedet kan man fortsat handle med aktier, efter at børsen er lukket.
Alphabets topchef, Sundar Pichai, lader umiddelbart til at være tilfreds med selskabets resultater.
- Fjerde kvartal var et stærkt kvartal drevet af vores lederskab inden for AI (kunstig intelligens, red.) og momentum på tværs af forretningen, siger topchefen i regnskabet og tilføjer:
- Vi bygger, tester og lancerer produkter og modeller hurtigere end nogensinde og gør betydelige fremskridt inden for beregning og effektivisering.
Tidligere har Alphabet haft medvind med hensyn til selskabets cloud-tjenester.
Men heller ikke på dette område lever væksten op til forventningen, da selskabet præsenterer en vækst på 30 procent i fjerde kvartal med indtægter for 11,96 milliarder dollar.
Forventningen lød ifølge Børsen på 12,19 milliarder dollar.
I forbindelse med regnskabet annoncerer Alphabet planer om at investere omkring 75 milliarder dollar i kapitaludgifter i 2025.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det overraskende for analytikerne, og det fremhæver de stigende omkostninger ved udviklingen af AI.
Ligesom andre teknologigiganter satser Alphabet tungt på kunstig intelligens på tværs af alle sine produkter.
Mod slutningen af sidste år lancerede selskabet Gemini 2.0, der er selskabets mest avancerede AI-model til dato.
Kilde: /ritzau/