Finans

ons, 05 feb 2025

Migrænemiddel hjælper Lundbeck til rekordomsætning

Lundbeck løftede sin omsætning til 22 milliarder kroner i 2024. (Arkivfoto).
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Lundbeck løftede sin omsætning til 22 milliarder kroner i 2024. (Arkivfoto).

Siden 2021 har det danske medicinalselskab Lundbeck konsekvent forbedret sine økonomiske resultater.

Det var tilfældet igen sidste år, hvor det formåede at omsætte for 22 milliarder kroner. Det viser Lundbecks årsregnskab, der er offentliggjort onsdag.

Det svarer til en stigning på 10,5 procent, når man sammenligner med året forinden.

Selskabets omsætning er aldrig set højere.

Samtidig blev overskuddet endnu en gang løftet. Denne gang fra 2,3 milliarder i 2023 til godt 3,1 milliard kroner året efter, fremgår det.

Charl van Zyl, der er topchef i selskabet, siger i regnskabet, at han er tilfreds med resultaterne i 2024.

- Jeg er meget glad for at kunne præsentere en stærk præstation for 2024 med rekordomsætning, der var drevet af vækst for alle strategiske nøgleprodukter, lyder det.

Lundbeck udvikler, producerer og sælger lægemidler mod hjernesygdomme.

Det er blandt andet rettet mod sygdomme som epilepsi, depression, angst, Huntingtons sygdom og Alzheimers sygdom.

Blandt de strategiske nøgleprodukter finder man Vyepti, der er et middel mod migræne.

I 2024 steg omsætningen for dette middel til knap 2,6 milliarder kroner. Det var 63 procent mere end året før.

Et af selskabets største varemærker - Rexulti - er ligeledes en af grundene til, at både omsætning og overskud er vokset.

Rexulti, der bruges i behandling mod depression og demens, ligesom det også ordineres til patienter med skizofreni, har solgt for 4,8 milliarder kroner i perioden.

Det er 600 millioner mere end i 2023, fremgår det af regnskabet.

Lundbeck sigter i år mod en omsætningsvækst på 7-10 procent. Selskabet spår også en bedring for indtjeningen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere
Tyske turister hjælper danske overnatningssteder til rekordår Antallet af turistovernatninger i Danmark voksede sidste år med 1,3 millioner t... Læs mere
3F skal spare 100 millioner kroner og nedlægger stillinger Fagforbundet 3F vil i forbindelse med besparelser omlægge interne aktiviteter. ... Læs mere
Folketinget holder gudstjeneste for at udtrykke støtte til Ukraine Det er snart tre år siden, Rusland invaderede Ukraine, og det markeres af Folke... Læs mere
Kriseramt energiudvikler får opbakning til redningsplan Selskabet Better Energy forsøger med sin rekonstruktionsplan at få reduceret o... Læs mere