Politik

søn, 08 dec 2024

Mette Frederiksen underskriver aftale med omstridt præsident

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) repræsenterede Danmark og førte kuglepennen, da Danmark indgik samarbejdsaftale med Egypten.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) repræsenterede Danmark og førte kuglepennen, da Danmark indgik samarbejdsaftale med Egypten.

Danmark og Egypten har lørdag indgået en strategisk samarbejdsaftale om blandt andet migration, handel og grøn omstilling.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har underskrevet aftalen sammen med Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, ved statsministerens embedsbolig, Marienborg, nord for København.

Præsidenten er fredag og lørdag på statsbesøg i Danmark.

- Dette partnerskab bliver kun stærkere. Og i en verden med så mange konflikter og så megen ustabilitet er partnerskab den eneste vej fremad, siger Mette Frederiksen i forbindelse med underskrivelsen af aftalen.

Præsidenten udtaler sig også ved seancen, men kun på arabisk.

Det er en kontroversiel skikkelse, der i disse dage lægger vejen forbi Danmark.

Abdel Fattah al-Sisi var hærchef og forsvarsminister, da han i 2013 tiltvang sig magten i Egypten ved at vælte den folkevalgte, islamistiske præsident Mohamed Mursi ved et statskup.

Abdel Fattah al-Sisi er siden blevet valgt og genvalgt som præsident med stemmetal, som Mette Frederiksen kun tør drømme om.

Ved præsidentvalgene i 2014 og 2018 opnåede Abdel Fattah al-Sisi cirka 97 procent af stemmerne, mens han ved præsidentvalget i december sidste år måtte nøjes med knap 90 procent af stemmerne.

Abdel Fattah al-Sisi bliver af samme årsag kaldt både kupmager og diktator af menneskerettighedsorganisationer. USA's kommende præsident, Donald Trump, kaldte ham angiveligt for "min favoritdiktator" ved et møde i 2019.

Fredag blev Abdel Fattah al-Sisi modtaget på Amalienborg og udstyret med den fornemste af alle danske ordner, Elefantordenen.

Statsbesøget er på forhånd blevet kritiseret af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer.

De mener, at det er forkert at ære en præsident, der er kommet til magten ved et statskup, og som siden har ledet Egypten med en autoritær hånd uden at give plads til politisk uenighed.

Mette Frederiksen siger ved et efterfølgende doorstep, hvor præsidenten ikke er til stede, at hun har talt om menneskerettigheder med ham.

- Vi har også haft lejlighed til at diskutere menneskerettigheder og til at diskutere, at kvinder får en god placering, siger hun.

Mette Frederiksen bliver spurgt, om det virkelig er nødvendigt at rulle den røde løber ud og finde det kongelige porcelæn frem for en så kontroversiel person.

- Jeg er vært på vegne af Danmark, og det synes jeg, at vi skal gøre på en ordentlig måde, svarer hun.

Mette Frederiksen bliver flere gange spurgt, om han er diktator eller præsident.

- Det er Egyptens præsident, der har været på besøg, svarer hun.

Både Udenrigsministeriet og kongehuset har betonet, at Egypten er en vigtig strategisk partner for både Danmark og EU, blandt andet fordi Egyptens geografiske placering gør landet til en nøglespiller i de stigende migrationsstrømme.

Egypten var sidste år ifølge Udenrigsministeriet Danmarks 46. største eksportmarked med en samlet eksportindtægt på 5,4 milliarder kroner. Det svarer til 0,3 procent af Danmarks samlede eksportindtægter.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere
Ministerium køber New York-bolig for 60 millioner for at effektivisere DF kalder det "ude af proportioner", at staten har købt chefbolig i New York, d... Læs mere