Tidligere stabschef i Statsministeriet Martin Engell-Rossen, som tidligere blot hed Martin Rossen, skal være kabinetschef for Dan Jørgensen (S), når han inden længe ventes at tiltræde posten som EU's kommissær for energi og boliger.
Det skriver Børsen.
- Jeg kan ikke komme i tanke om en mere spændende, krævende eller meningsfuld opgave, og efter resultatet af det amerikanske præsidentvalg er det ikke ligefrem blevet mindre vigtigt at arbejde for et stærkt Europa, siger Engell-Rossen til Børsen.
I september kom det i Ekstra Bladet frem, at Socialdemokratiet samarbejdede med Engell-Rossen som ekstern rådgiver.
Han var indtil sommeren 2020 statsminister Mette Frederiksens (S) nærmeste politiske fortrolige og stabschef i Statsministeriet.
Engell- Rossen og Mette Frederiksen havde ni års tæt samarbejde. Det førte blandt andet til, at Mette Frederiksen i 2015 kunne overtage formandsstolen i Socialdemokratiet.
Han skiftede til Danfoss i 2020, men havde efter den politiske opsigelse fortsat sin gang i Statsministeriet.
Det førte til kritik af, at han kunne påvirke regeringens politik til fordel for Danfoss, og han forlod sin stilling en måned før tid.
Engell- Rossen havde en central rolle i Statsministeriet. Han havde plads i koordinationsudvalget og økonomiudvalget, som er to af regeringens mest magtfulde udvalg, der koordinerer regeringens politik. Inden da var det kun topministre, der sad i udvalgene.
Dermed havde oppositionen og offentligheden ikke mulighed for at føre kontrol med hans arbejde, da han ikke var folkevalgt.
Engell-Rossen forlod Danfoss i 2023, da han blev selvstændig rådgiver under firmanavnet Engell-Rossen Strategy.
Han ændrede sit efternavn fra Rossen til Engell-Rossen, da han blev gift med Julie Engell.
Dan Jørgensen var tirsdag til høring i EU-Parlamentet for at blive godkendt som kommissær.
EU-Kommissionen er endnu ikke godkendt samlet set. Derfor kan Dan Jørgensen endnu ikke være helt sikker på posten som kommissær for energi og boliger.
Men Dan Jørgensen blev godkendt med to tredjedels flertal efter høringen, og det klare ja fra EU-Parlamentets udvalg er et stort skridt på vejen.
Kilde: /ritzau/