Politik

man, 04 nov 2024

Minister vender hjem fra FN's naturtopmøde med uforløst sag

Miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke (S) havde på vegne af Danmark 100 millioner kroner med til den globale biodiversitetsfond. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke (S) havde på vegne af Danmark 100 millioner kroner med til den globale biodiversitetsfond. (Arkivfoto).

Det er skuffende, at det ikke lykkedes for deltagerne at blive enige om en detaljeret finansieringsplan for beskyttelse af naturen ved det netop afsluttede FN-biodiversitetstopmøde COP16 i Cali, Colombia.

Sådan lyder det søndag fra miljøminister Magnus Heunicke (S), som selv var til stede i det sydamerikanske land.

- Den helt store aftale lykkedes det ikke med, og det var finansieringen, det faldt på, siger Heunicke.

- Danmark var et af de 12 lande, som havde finansiering med, men der var for lidt vilje til at mødes omkring finansieringsmekanismerne, siger han.

I forbindelse med COP16 kunne Heunicke på vegne af Danmark annoncere en støtte til den globale biodiversitetsfond på 100 millioner kroner.

Pengene finansieres over udviklingsbistanden.

Cirka 23.000 delegerede fra næsten 200 lande deltog på topmødet, som gik næsten 12 timer over tid, da forhandlingerne trak ud.

Alligevel endte konferencen altså uforløst med en klar opdeling mellem forhandlerne fra henholdsvis de rige og fattige lande.

Den største opgave ved topmødet var udarbejdelsen af en detaljeret plan for finansieringen af naturbeskyttelsen. Overordnet kom forhandlerne ikke i mål med det.

Nu håber Heunicke, at det lader sig gøre med en aftale inden jul.

- Det er ikke lettere, når nu vi er spredt for alle vinde. Det kræver, at parterne er parate til at bevæge sig, indrømmer han.

- Hvis alle lande havde leveret som Danmark, havde vi stået i en bedre situation end nu, lyder det fra Heunicke.

Han er dog glad for, at det på topmødet lykkedes at arbejde videre med beskyttelsen af verdenshavene.

Forud for topmødet var det planen, at en aftale fra en tilsvarende konference for to år siden i Canada skulle genoplives.

Dengang blev landene enige om, at der på verdensplan skulle være 30 procent beskyttet natur i 2030. Men over en bred kam har verdens lande haltet efter i forhold til at leve op til målene.

Mere end 85 procent af landene, der var med til at indgå aftalen, havde ikke indsendt nye handleplaner inden COP16, som det ellers var aftalt. Det viste en opgørelse fra klimamediet Carbon Brief i slutningen af oktober.

Der blev i aftalen fra 2022 lagt op til, at der skal mobiliseres 1375 milliarder kroner om året alene til indsatser for biodiversitet for at stoppe naturens tilbagegang.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere