Politik

søn, 17 mar 2024

Mona Juul kan vælges som konservativ formand 21. april

Søren Pape Poulsen blev bisat fra Viborg Domkirke lørdag 9. marts.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Søren Pape Poulsen blev bisat fra Viborg Domkirke lørdag 9. marts.

De Konservative holder et ekstraordinært landsråd 21. april i Herning, hvor politisk leder Mona Juul efter planen vælges som ny formand.

Det oplyser fungerende formand Michael Ziegler efter et møde i hovedbestyrelsen søndag.

Partiet skal have ny formand, efter at Søren Pape Poulsen døde 2. marts efter at være blevet ramt af en hjerneblødning.

Der er i øjeblikket ingen modkandidater til Juul, men konservative medlemmer kan melde sig helt op til landsrådet.

- Jeg vil sige, at man skal have selvtilliden i orden, hvis man vil gøre det, fordi opbakningen til Mona er ganske massiv, siger Ziegler.

Han henviser blandt andet til, at både partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelsen bakker op om Juul.

Pape faldt om på et hovedbestyrelsesmøde 1. marts, og det er selvsamme hovedbestyrelsesmøde, som blev genoptaget søndag. Men med et ekstra punkt på dagsordenen, som handlede om, hvorvidt der skulle være et ekstraordinært landsråd for hurtigt at vælge en ny formand.

Pape var både formand og politisk leder, men i teorien kan det godt være to forskellige personer. Folketingsgruppen kan selv vælge en politisk leder, og onsdag blev Mona Juul præsenteret som partiets politiske leder.

Men den konservative formand skal vælges på et landsråd. Efter Papes død har Ziegler, der til dagligt er borgmester i Høje-Taastrup, været fungerende formand, da han er næstformand i partiet.

De Konservative kunne have ventet med at vælge en ny formand til et ordinært landsråd senere på året, men Ziegler udtalte onsdag i forbindelse med udnævnelsen af Juul som politisk leder, at han gerne ser formandsfaklen givet videre hurtigst muligt.

Ziegler oplyser, at der hovedsageligt kommer til at foregå tre ting på det ekstraordinære landsråd. Selvsagt er der et punkt med valg af ny formand. Men der vil også være en markering af Pape, som blev 52 år.

- Det vil være mærkeligt at mødes uden at markere Søren. Mange af os var med til hans bisættelse, men det er ikke alle medlemmer, der har været det, siger Ziegler.

Desuden vil det kommende valg til EU-Parlamentet også være på dagsordenen, nu hvor medlemmerne alligevel mødes inden valget 9. juni.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere