Politik

ons, 13 mar 2024

Ny K-leder fortsætter som gruppeformand - Mercado overtager mærkesag

Mona Juul beholder den magtfulde post som gruppeformand, efter at hun er blevet ny politisk leder.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Mona Juul beholder den magtfulde post som gruppeformand, efter at hun er blevet ny politisk leder.

De Konservative rykker rundt på posterne, efter at Mona Juul onsdag er blevet valgt som ny politisk leder af partiet. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter på den tunge post som gruppeformand, mens Mai Mercado skal være ny, midlertidig forsvarsordfører.

Det er en vigtig post for partiet, der er stor fortaler for Forsvaret, som onsdag blev lovet et nyt tocifret milliardbeløb af regeringen.

Rasmus Jarlov bliver dog forsvarsordfører, når han vender tilbage til Folketinget. Han er på sygeorlov til midten af april, efter at han har forlænget den.

Juul afgiver posterne for erhverv, turisme og forbrugere, som går til Helle Bonnesen.

Det nye medlem af Folketinget er Dina Raabjerg, og hun bliver ordfører for energi- og forsyning samt blandt andet beskæftigelse.

Hun er afløser for Søren Pape Poulsen, der pludseligt døde 2. marts. Han blev ramt af en hjerneblødning og blev 52 år.

Folketingsgruppen valgte onsdag Mona Juul som ny politisk leder efter Søren Pape Poulsen. Det er også planen, at hun skal vælges som formand ligesom Pape.

Det skal ske på et landsråd, hvor datoen endnu er ukendt.

Indtil den nye formand vælges, er Michael Ziegler fungerende formand for partiet.

Han er til daglig borgmester i Høje-Taastrup og er normalt næstformand for De Konservative.

Posten som forsvarsordfører har været på skiftende hænder, mens Jarlov er på sygeorlov. Under hans fravær er der landet det første delforlig, hvor der blandt andet var penge til rekruttering og fastholdelse.

I februar blev Niels Flemming Hansen midlertidigt forsvarsordfører igen, efter at han trak sig i maj 2022 fra ordførerskabet.

Det skete, efter det kom frem, at en virksomhed, Niels Flemming Hansen er medejer af, solgte sko af mærket Ecco.

Ecco har fået heftig kritik for firmaets aktiviteter i Rusland trods krigen i Ukraine. Han har kaldt kritikken af Ecco berettiget. Ecco har forsvaret sig med, at Rusland ville overtage virksomhedens aktiviteter, hvis de trak sig.

Men nu overtager Mercado posten midlertidigt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om akt... Læs mere
Bornholms konservative borgmester er sygemeldt I sidste måned stod han på første række, da kongeparret gæstede Bornholm. N... Læs mere
Patienter oplever kortere ventetid på sygehusbehandling Indenrigs- og sundhedsministeren er optimistisk i forhold til at få ventetiden ... Læs mere
Lars Bojes nye parti er halvvejs i mål Eksformanden for Nye Borgerlige har stiftet Borgernes Parti, som så dagens lys ... Læs mere