Politik

søn, 28 apr 2024

Partier beder forsvarsminister besinde sig i spørgsmål om værnepligt

Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA) siger søndag aften, at de fortsat ønsker at være en del af forsvarsforliget, og at de er klar til indgå kompromiser. De to partier er uenige med regeringen i spørgsmålet om værnepligt for kvinder. (Arkivfoto).
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA) siger søndag aften, at de fortsat ønsker at være en del af forsvarsforliget, og at de er klar til indgå kompromiser. De to partier er uenige med regeringen i spørgsmålet om værnepligt for kvinder. (Arkivfoto).

De to oppositionspartier Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne kommer søndag aften med et fælles opråb til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

De håber, at han vil "besinde sig" og indkalde dem til videre forhandlinger om et forsvarsforlig.

Meldingen fra de to partier, som er uenige med regeringen i spørgsmålet om værnepligt for kvinder, kommer i et opslag på det sociale medie X.

- Vi har foreslået flere ting, som kunne udgøre et kompromis, og vi afventer fortsat og håber naturligvis, at ministeren besinder sig og indkalder til yderligere forhandlinger, lyder det.

Det er partilederne Alex Vanopslagh (LA) og Inger Støjberg (DD), der har delt opslaget.

De skriver videre, at de senest har mødtes med forsvarsministeren onsdag.

Siden har de ikke hørt fra ham eller blevet indkaldt til videre forhandlinger, lyder det.

- Danmarks forsvar har bedst af, at det bredest mulige flertal er med i forsvarsforliget, og det burde også være i forsvarsministerens interesse at have de to største borgerlige oppositionspartier med inde ved forhandlingsbordet.

- Vi er fortsat klar til at indgå en aftale om at styrke dansk forsvar og finde kompromiser på vores uenigheder, skriver partilederne afslutningsvist i deres opslag.

Tidligere har Troels Lund Poulsen truet med at opsige forsvarsforliget, hvis de to partier stod fast på deres modstand mod en lige værnepligt for mænd og kvinder.

- Det er ikke sådan, at de får lov til at sidde og blokere for, at vi kan investere i de nødvendige kapaciteter, har han sagt.

I samme ombæring har det lydt fra forsvarsministeren, at sagen er en afgørende prioritet for regeringen.

Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance er en del af det oprindelige forsvarsforlig, der blev indgået i sommeren 2023.

Allerede dengang havde regeringen lagt op til, at der skulle indføres værnepligt for kvinder.

Det kom dog ikke med i den endelige aftale grundet modstand fra de to oppositionspartier.

I foråret 2024 har regeringen besluttet at genåbne forliget. Det skyldes blandt andet et ønske om at kunne tilføje flere penge til Forsvaret.

Endnu en gang indgår en ligestillet værnepligt i regeringens oplæg.

Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har dog sagt, at de står fast på deres holdning til spørgsmålet.

Det har sat regeringen i en klemme. De to partier kan nemlig blokere for ændringer i det oprindelige forlig.

Det vil derfor være nødvendigt at opsige forliget, hvis der ikke kan findes til enighed.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

DSV-overskud faldt en smule sidste år DSV's overskud dykkede sidste år, som dog trods alt endte med et plus på 10,2 ... Læs mere
Trods øget salg af stomiposer falder overskuddet hos Coloplast Coloplasts salg inden for stomi er vokset syv procent drevet af salg af stomipos... Læs mere
Mette Frederiksen skal tale sikkerhed med premierminister i London Statsministeren er tirsdag i London for at mødes med Storbritanniens premiermin... Læs mere
Bavarian-aktien falder med 10 procent efter ny prognose Investorerne har ikke taget godt imod Bavarian Nordics forventninger til 2025. A... Læs mere
Møbelkæde hyrer supermodel som kreativ direktør Helena Christensen skal udvikle designet af Boconcepts møbler og interiør og b... Læs mere