Politik

tor, 16 maj 2024

Partier indkaldes til møde om brugen af kunstig intelligens

Søren Gade ser alvorligt på brugen af deepfakes i politik. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Søren Gade ser alvorligt på brugen af deepfakes i politik. (Arkivfoto).

Folketingets Præsidium indkalder nu partiernes gruppeformænd til et møde for at drøfte brugen af kunstig intelligens og de såkaldte deepfakes.

Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

På mødet skal det afsøges, om der kan indgås en frivillig aftale om, hvordan teknologien bruges.

Det sker, efter at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har gjort sig bemærket med manipulerede videoer, der gennem kunstig intelligens udgiver sig for at være blandt andet statsminister Mette Frederiksen.

Den teknologi kaldes deepfake.

- Vi har alle et ansvar for at passe på demokratiet og sikre, at man kan have tillid det, vi som politikere siger og gør, siger Folketingets formand Søren Gade i meddelelsen.

Dansk Folkeparti har lavet og udgivet en video, der simulerer, at Mette Frederiksen holder en tale. I den manipulerede version giver statsministeren udtryk for en række holdninger, der ikke er hendes.

Teknologien er så fremskreden, at det kan være svært at skelne mellem sandt og falsk.

Folketingets partier har derfor et ansvar, mener formand Gade.

- Derfor skal vi tænke os rigtig godt om, når det handler om at bruge manipuleret materiale, som det kan være svært at skelne fra virkeligheden, siger han i pressemeddelelsen.

På mødet vil Folketingets Præsidium lægge op til, at partierne indgår en aftale om et kodeks for, hvordan de bruger kunstig intelligens og deepfakes.

Statsminister Mette Frederiksen har langet hårdt ud efter partiers brug af videoerne.

- Jeg synes, at politiske partier skal lade være med det her. Det er ødelæggende for vores demokratiske samtale, sagde Mette Frederiksen til pressen forleden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Far til fire og lærer står til at blive ny borgmester i Herlev Marco Damgaard er uddannet lærer og står til at blive borgmester, fordi Thomas... Læs mere
Danmarks bnp ventes at vokse med tre procent inden stort fald Den danske økonomi ventes at vokse med tre procent i år og næste år, inden v... Læs mere
Vattenfall dropper bud på havvindmøllepark grundet ringe forretning Danmarkshistoriens største udbud af havvind har haft deadline, og nu fortæller... Læs mere
Flere partier vil have flyttet omstridt udrejsecenter til tredjeland En uholdbar situation i Udrejsecenter Kærshovedgård gør, at Konservative vil ... Læs mere
Regeringen forventer også pæne lønstigninger næste år I Økonomisk Redegørelse gætter regeringen på, at de privatansatte i snit få... Læs mere