Politik

tir, 26 nov 2024

af Mikkel Preisler

Partier vil belyse Elbit-sag yderligere efter advokatundersøgelse

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afholdte 13. november et doorstep om resultaterne af advokatundersøgelsen om Elbit-sagen i Forsvarsministeriet. Nu vil flere partier dog have yderligere undersøgelser af sagen. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afholdte 13. november et doorstep om resultaterne af advokatundersøgelsen om Elbit-sagen i Forsvarsministeriet. Nu vil flere partier dog have yderligere undersøgelser af sagen. (Arkivfoto).

Når aftalepartierne bag advokatundersøgelsen af Elbit-sagen tirsdag eftermiddag slår hovederne sammen i Forsvarsministeriet, kommer en række partier med et ønske om, at der skal ske yderligere undersøgelser i sagen.

Det ønske kommer fra minimum Liberal Alliance, SF, De Radikale og De Konservative.

- Som jeg ser sagen, så får vi ikke mulighed for at komme tættere på sandheden - sandheden om, hvorfor det her skulle gå så stærkt, medmindre vi får foretaget nogle egentlig afhøringer af nogle personer i den her kreds af mennesker, der har været involveret i Elbit-skandalen, siger forsvarsordfører Carsten Bach (LA) til Ritzau.

Derfor har han tirsdag formiddag et møde med jurister i Folketinget, der skal gøre ham klogere på, hvilke muligheder Folketinget nu har.

- Granskningsundersøgelse er den oplagte mulighed - i hvert fald en forundersøgelse i Granskningsudvalget, siger Carsten Bach.

SF vil heller ikke udelukke en granskningskommission, som blev benyttet i Minksagen, lyder det i Politiken.

- Det er helt klart, at der skal ske noget mere end bare den her advokatundersøgelse. Den her sag er bestemt ikke lukket, siger forsvarsordfører Anne Valentina Bertelsen til Politiken.

13. november konkluderede en advokatundersøgelse foretaget af Bruun & Hjejle på vegne af regeringen og en række partier i Folketinget, at der blev begået fejl i både Forsvarsministeriets departement og i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i forbindelse med sagen om køb af artilleri hos den israelske producent Elbit.

Elbit-sagen tog sin begyndelse, da Danmark donerede noget af sit eksisterende og uddaterede artilleri til Ukraine og skulle indkøbe erstatning.

Folketingets partier fik i januar 2023 af daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) kun få dage til at tage stilling til et tilbud fra Elbit, som angiveligt havde en meget kort udløbstid.

Senere har det vist sig, at tilbuddet gjaldt et halvt år, og at partierne derfor var blevet vildledt.

Som en konsekvens blev det vedtaget at bede et advokatfirma undersøge forløbet.

Undersøgelsen var længe undervejs og blev udskudt tre gange. Den er samtidig kritiseret for kun at benytte sig af skriftlige kilder og blandt andet ikke at undersøge statsministerens rolle i sagen.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, har til Altinget sagt, at han mener, at både Statsministeriet og Finansministeriets rolle i sagen bør blive undersøgt nærmere.

- Der er ingen embedsmænd, der umotiveret og uden et pres oppefra har fundet på det her, sagde Jarlov til Altinget torsdag.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere