Politik

søn, 15 sep 2024

Radikale: Socialdemokratiets uddannelsespolitik er asocial

De Radikales politiske leder Martin Lidegaard brugte en del af sin tale på partiets landsmøde lørdag på at angribe de tidligere regeringspartnere fra Socialdemokratiet.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix De Radikales politiske leder Martin Lidegaard brugte en del af sin tale på partiets landsmøde lørdag på at angribe de tidligere regeringspartnere fra Socialdemokratiet.

De Radikale og Socialdemokratiet har historisk haft et utal af uenigheder.

Men den radikale politisk leder Martin Lidegaard har altid set en fælles front på uddannelsespolitikken.

Den er nu gået i opløsning, lyder det fra Lidegaard i tale på partiets landsmøde i Nyborg.

Partierne har hidtil været enige om ikke at skabe et A og B-hold i uddannelsessystemet.

- Men kære socialdemokrater, er det ikke netop det, I er i gang med, spørger Martin Lidegaard.

Han henviser til planerne om en reform af ungdomsuddannelserne. Her vil regeringen ledt an af den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ændre på optaget på gymnasier.

- Når regeringen nu overvejer at hæve adgangskravet til gymnasierne yderligere, risikerer de at banke opfattelsen af de øvrige ungdomsuddannelser helt ned på C-niveau, siger Martin Lidegaard.

Regeringens planer for det nye uddannelsessystem går på, at flere ungdomsuddannelser skal lægges sammen, og at flere unge skal have bedre muligheder for at vælge erhvervsrettede uddannelser såsom håndværksfag.

Som led i det overvejer regeringen at hæve karakterkravet på det almene gymnasium.

Det får skarp kritik af Martin Lidegaard.

- De danske gymnasier er en kæmpe succes. Næsten 90 procent af jer unge, der starter på gymnasiet, fuldfører - og mere end ni ud af ti, studerer videre på en videregående uddannelse til for eksempel pædagog, sygeplejerske, ingeniør eller læge, siger han fra talerstolen og påpeger, at det sker selv om, eleverne kommer fra forskellige baggrunde.

Regeringens planer er derfor asociale, fordi de med ”kirurgisk præcision” vil ramme børn og unge fra ikke-boglige hjem, lyder det.

Den radikale leder påpeger dertil, at der efter hans mening er tale om en kovending fra Socialdemokratiets side.

Han husker en Mette Frederiksen, der for få år siden gik ud sammen med Radikale for at kritisere den daværende regerings forslag om at hæve adgangskravet til gymnasier til fire.

- Det vil skævvride vores land, og undergrave alt det, vi forsøger at bygge op omkring erhvervsuddannelsens prestige, citerer Martin Lidegaard Mette Frederiksens udtalelser dengang.

- Jeg skal da lige love for, at piben har fået en anden lyd, afslutter han pointen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsimiddel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere