Politik

man, 11 nov 2024

Regeringen skraber bunden og ryger under 60 mandater i måling

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal nok ikke se på meningsmålinger fra Voxmeter, hvis de vil være i godt humør. Mandagens måling giver SVM-regeringen 59 mandater. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal nok ikke se på meningsmålinger fra Voxmeter, hvis de vil være i godt humør. Mandagens måling giver SVM-regeringen 59 mandater. (Arkivfoto).

For første gang siden regeringsdannelsen i december 2022 står SVM-regeringen til at få under en tredjedel af stemmerne i en meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter.

I mandagens måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, vil regeringen i alt få 33,1 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det svarer til 59 mandater, hvilket er 30 mandater færre end ved folketingsvalget i 2022, hvor regeringen i alt opnåede 50,1 procents tilslutning fra vælgerne.

Det er også første gang, at regeringen samlet får under 60 mandater i en Voxmeter-måling. Der er en statistisk usikkerhed på 2,9 procentpoint for regeringen i mandagens måling.

Socialdemokratiet står til at få 19,2 procent, mens Venstre ligger på 9,9 procent.

Endelig ligger Moderaterne efter den seneste tids uro i partiet fortsat meget lavt med en tilslutning fra 4,0 procent.

Anderledes glade kan man være i SF. Det røde oppositionsparti står til 16,3 procent af stemmerne, næststørst af samtlige partier i Folketinget.

SF står ifølge meningsmålingen til en fremgang på 8,0 procentpoint siden folketingsvalget. Det er næsten identisk med Socialdemokratiets tilbagegang siden valget, som er på 8,3 procentpoint i henhold til mandagens måling.

Den klassiske røde blok med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet står ifølge målingen til at få præcis 50,0 procent af stemmerne og 89 mandater.

Liberal Alliance bliver af Voxmeter målt til at være Folketingets tredjestørste parti med 13,9 procent af stemmerne, mens Danmarksdemokraterne følger efter med 11,1 procent.

Målingen er baseret på interview med 1002 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 4. november til 10. november.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere