Politik

tir, 27 aug 2024

Regeringen vil afsætte 140 millioner til grønlandsk sundhedsvæsen

Dronning Ingrids Hospital i Nuuk står foran budgetudfordringer. (Arkivfoto).
Emil Helms/Ritzau Scanpix Dronning Ingrids Hospital i Nuuk står foran budgetudfordringer. (Arkivfoto).

Regeringen vil afsætte 140 millioner kroner til en særskilt pulje til Grønlands sundhedsvæsen.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Prioriteringen vil fremgå af regeringens forslag til en finanslov for 2025, der ventes præsenteret inden for få dage.

- Det grønlandske sundhedsvæsen befinder sig i en svær situation og kommer til at gennemgå grundlæggende forandringer de kommende år. Derfor vil vi i regeringen gerne give grønlænderne en økonomisk håndsrækning, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i meddelelsen.

Ministeriet beskriver, hvordan rekrutteringsudfordringer, et stigende antal ældre og borgere med komplekse behov udfordrer det grønlandske sundhedsvæsen.

Ligeledes står Grønlands sundhedsvæsen foran en større omstrukturering som følge af en kommende sundhedsreform.

De 140 millioner kroner skal tildeles i en særskilt bevilling over årene 2025 til 2028.

Den danske regering har idéer til, hvad pengene skal bruges til.

- Fra dansk side forestiller vi os, at sundhedspuljen vil kunne bruges til at dække udgifter, som det grønlandske sundhedsvæsen har til for eksempel kræft- og hjertepatienter, der sendes til behandling på danske sygehuse, siger Sophie Løhde i meddelelsen.

Det er dog ikke givet, at pengene skal bruges til de specifikke ønsker.

- Vi vil nu sætte os sammen med det grønlandske sundhedsministerium for at tage stilling til den konkrete udmøntning, tilføjer ministeren.

De 140 millioner kroner fordelt fra 2025-2028 er en mindre portion i forhold til det samlede budget for både finanslov og Grønland.

Danmark overførte i 2024 omkring fire milliarder kroner til Grønlands budgetter i kraft af det årlige bloktilskud.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

SAS udvider til sommer med 15 nye ruter fra København Direkte ruter fra København til Madrid, Malta, Seattle og Krakow er en del af S... Læs mere
Gældsplagede Tupperware søger om konkursbeskyttelse Selskabet bag Tupperware skylder mere end 700 millioner dollar væk. Nu indgiver... Læs mere
Regeringen vil hjælpe Fanø med 20 millioner kroner Fanø Kommune har et stort hul i budgettet til næste år, men det vil regeringe... Læs mere
Ansatte i Moderaterne tilbydes fratrædelse efter sag - mod tavshedspligt Moderaterne har tilbudt utilfredse ansatte at blive fritstillet. Men kun hvis de... Læs mere