Politik

fre, 06 dec 2024

Regeringen vil indføre bøder til bilister med forkerte dæk når der er sne

Fremover skal bilisterne have "egnede" dæk på, når det eksempelvis sneer, mener regeringen, og det vil sige vinterdæk. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fremover skal bilisterne have "egnede" dæk på, når det eksempelvis sneer, mener regeringen, og det vil sige vinterdæk. (Arkivfoto).

Det skal være slut med at se biler og lastbiler skøjte rundt på vejene, fordi de eksempelvis har sommerdæk på i snevejr.

Der mener regeringen, som vil stramme færdselsloven.

Lovændringen sendes fredag i høring, og den forslår, at personbiler og lastbiler skal have de rigtige dæk på, hvis der eksempelvis er sne på vejene. Kører man med "uegnede dæk", venter der en bøde på 1000 kroner per dæk, foreslår regeringen.

En høring er en del af lovgivningsprocessen, og den giver for eksempel organisationer og myndigheder mulighed for at kommentere et lovudkast og sende deres bemærkninger til ministeren.

Meldingen fra regeringen kommer, efter at transportminister Thomas Danielsen (V) i begyndelsen af året bad Færdselsstyrelsen og andre relevante aktører på området om at analysere, hvordan både lette og tunge køretøjer får bedre greb på vejene.

Det skete efter nogle kaotiske dage, hvor vintervejret udfordrede en masse bilister i Danmark.

Socialdemokratiets transportordfører, Thomas Jensen, siger, at Danmark med lovændringen vil følge samme regler som i Tyskland og Sverige.

- Det er bilistens pligt at have egnede dæk på i vinterhalvåret, når der er sne, is og sjap. Hvis man ikke har det, vil man kunne straffes med en bøde, siger Thomas Jensen.

- I dag er der ikke regler for at køre med vinterdæk på noget tidspunkt, men fremover skal man køre med dæk, så det svarer til vejret, siger han.

Regeringen vil ikke gøre det til et lovkrav at have vinterdæk på i vintermånederne, siger han. Socialdemokraten henviser til, at der over de seneste 40-50 år er kommet langt færre vinterdøgn, så der er langt færre dage, hvor der er behov for, at man kører med vinterdæk.

- Hvis der ikke er vinterføre, så slider vinterdæk meget på vejene, de støjer mere, og man skal bruge mere benzin, diesel eller el for at drive bilen, hvilket øger CO2-udspillet, siger Thomas Jensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen ikke i praksis gør vinterdæk lovpligtige om vinteren, svarer Thomas Jensen:

- Nej, for vi siger ikke, at man skal køre i en bestemt periode med vinterdæk. Vi skal køre med egnede dæk til vejret. Så når det sner, og når der er is på vejene eller sjap, så skal man køre med egnede dæk, som så er vinterdæk, siger han.

Spørgsmål: Hvad så hvis det lige pludselig sner i august?

- Hvis klimaændringerne skulle komme så vidt, så ja, så skal man køre med egnede dæk i august, siger Thomas Jensen.

Regeringen vil desuden ændre loven, således at kravet til dækmønster for lastbiler hæves fra 1,0 til 1,6 millimeter.

Lovforslaget bliver fremsat i det nye år og kan træde i kraft 1. juli 2025.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere