Politik

tir, 27 aug 2024

af Mikkel Preisler

Regeringen vil kræve autorisation hos alle psykologer

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) mener ikke, at borgerne i dag kan være helt sikre på at få den rette kvalitet i psykologbehandlingen. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) mener ikke, at borgerne i dag kan være helt sikre på at få den rette kvalitet i psykologbehandlingen. (Arkivfoto).

Regeringen vil gøre det lovpligtigt for psykologer at have en autorisation.

Lige nu kan psykologer virke uden autorisation, men det skal der laves om på ved at indføre obligatorisk sundhedsfaglig autorisation, oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Ritzau.

Forslaget bliver en del af regeringens finanslovsudspil for 2025.

Løhde siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at borgerne dermed vil få sikkerhed for, at deres psykolog har de fornødne kompetencer.

- Det vil også betyde, at man som borger får de samme klage- og erstatningsmuligheder, som når man går til en læge eller anden sundhedsfaglig professionel, siger sundhedsministeren.

Bliver forslaget til virkelighed, vil det betyde, at man mister retten til at arbejde som psykolog, hvis man fratages autorisationen.

Der afsættes 27 millioner kroner til formålet.

Der er en del ventetid på at blive autoriseret psykolog i dag. DR beskrev i februar, hvordan psykologer på daværende tidspunkt ventede i gennemsnit 30 uger, altså over et halvt år, på at få autorisationen hos Psykolognævnet.

Regeringen foreslår en ny ordning, hvor autorisationen skal gives i sundhedsvæsnet og håber dermed at nedbringe ventetiden.

Psykolog er en beskyttet titel, som kræver minimum fem års grunduddannelse. En autorisation er en praktisk uddannelse, som tager to år.

Ifølge Dansk Psykolog Forening bliver langt de fleste psykologer autoriserede, men mange erhvervs- og organisationspsykologer har ikke autorisation.

Foreningen tager godt imod regeringens plan. Den vil gavne både patienter og psykologer, siger Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden.

- Men det kræver, at der laves en ordentlig overgangsordning for os gamle psykologer. Det skal man levere på fra ministeriets side, siger Dea Seidenfaden.

Hun tilføjer, at hun har en tro på, at en ny autorisationsordning også kan nedbringe ventetiden.

Hos Psykiatrifonden roser direktør Marianne Skjold også planen.

- Regeringen skrev i sit regeringsgrundlag, at den ville lave en "gennemgribende modernisering af psykologsystemet". Nu begynder vi at se konturerne af det, og det ser meget fornuftigt ud, siger hun i en skriftlig kommentar.

Regeringen ventes at præsentere sit finanslovsforslag for 2025 i fuld længde inden længe.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere