Politik

tir, 02 apr 2024

Regeringen vil skærpe straffen for antisemitisme

Der skal gøres mere for at bekæmpe antisemitisme i Danmark, mener justitsminister Peter Hummelgaard (S), som varsler nyt udspil. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Der skal gøres mere for at bekæmpe antisemitisme i Danmark, mener justitsminister Peter Hummelgaard (S), som varsler nyt udspil. (Arkivfoto).

En handlingsplan fra 2022 for at bekæmpe antisemitisme i Danmark kan ikke længere hamle op med virkeligheden.

Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), efter at han og en række ministre tirsdag har haft et møde med Folketingets partier om den handlingsplan, som den daværende S-regering stod bag.

SVM-regeringen vil derfor senere på foråret komme med et nyt udspil, som skal sætte en stopper for den seneste bølge af antisemitisme i Danmark, der ifølge Det Jødiske Samfund i Danmark er blusset op efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år.

Hummelgaard er dog ganske ukonkret omkrig indholdet af det kommende udspil.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad de konkrete initiativer bliver. Men omdrejningspunktet i initiativerne vil være, at der åbenlyst er et behov at trække en endnu tydeligere streg i sandet over for antisemitiske hændelser, trusler, chikane, hadtale og vold mod herboende jødiske landsmænd. Der kommer vi til at se på strafskærpelser, siger Hummelgaard.

På tirsdagens møde var han flankeret af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) samt kirkeminister Morten Dahlin (V).

Det Jødiske Samfund offentliggjorde sin årlige rapport over antisemitiske hændelser i Danmark i sidste måned.

Den viser blandt andet, at antallet af registrerede antisemitiske hændelser i Danmark er vokset med 1244 procent, siden den nuværende handlingsplan udkom i 2022.

Tallet er gået fra 9 hændelser i 2022 til 121 i 2023. Langt hovedparten af hændelserne har fundet sted efter 7. oktober sidste år, viser rapporten.

Hummelgaard svarer ikke på, i hvilke sammenhænge der skal være strafskærpelse.

- Det vil jeg ikke allerede nu lægge mig fast på. Det er vi i gang med at kigge på. Men vi vil gøre det lettere for vores myndigheder at løfte bevisbyrden for, at der rent faktisk er foregået en forbrydelse, siger han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Troels Lund tvivler på at 300 milliarder ekstra til forsvar er nok Der er i dag afsat 200 milliarder kroner til forsvar. Der skal formentlig tilfø... Læs mere
Fagforeninger: Politisk fejlskud at tillade lydovervågning i butikker Både HK Handel og IDA vender sig mod netop vedtaget lovgivning, der tillader bu... Læs mere
Konservativ borgmester er nu uden partikolleger i Kolding byråd Siden sidste valg har De Konservative mistet to ud af tre mandater i Koldings by... Læs mere