Politik

tor, 11 apr 2024

Skatteminister afviser overvågning gennem telefoner

Skatteminister Jeppe Bruus (S) skriver, at Skattestyrelsens ledelse har bekræftet ham i, at styrelsen overholder de databeskyttelsesretlige regler og forvaltningsretten. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Skatteminister Jeppe Bruus (S) skriver, at Skattestyrelsens ledelse har bekræftet ham i, at styrelsen overholder de databeskyttelsesretlige regler og forvaltningsretten. (Arkivfoto).

Retssikkerheden står over brugen af kunstig intelligens.

Det slår skatteminister Jeppe Bruus (S) fast i en skriftlig kommentar til Ritzau, efter den seneste tids fokus på skattemyndighedernes brug af kunstig intelligens og mulig overvågning af borgere.

I denne uge kunne Politiken på baggrund af en aktindsigt i det offentliges brug af kunstig intelligens skrive, at skattevæsenet og Udbetaling Danmark blandt andet bruger såkaldt geolokationsdata til at kontrollere, om borgere snyder med tilskud, afdrag og ydelser.

Det har fået flere blandt andet skatteordførere til at spekulere i, hvordan skat overvåger borgerne, og hvorvidt det er i overensstemmelse med loven.

Skatteministeren skriver, at han er blevet oplyst af Skattestyrelsen, at den ikke høster data fra Google, Facebook eller andre sociale medier til brug i AI-modellerne.

- Der arbejdes heller ikke med social profiling. Og der er ikke adgang til data fra telefonen, så man kan se, hvor folk befinder sig, lyder det fra ministeren.

Skattestyrelsen har tidligere afvist at oplyse formålet med 16 ud af 25 AI-systemer, mens de i syv af AI-systemerne ikke har ville oplyse, hvilke typer af personoplysninger der udgør datagrundlaget.

Skatteministeren understreger, hvad Skattestyrelsen tidligere har gjort, at der skal være en vis fortrolighed omkring skattemyndighedernes arbejde.

- Ellers er der risiko for at afsløre oplysninger om kontrolmetoderne, der kan misbruges, lyder det fra Bruus i den skriftlige kommentar.

Han er af Skattestyrelsen blevet oplyst, at hovedparten af de data, som anvendes i myndighedernes AI-modeller, er data, skattemyndighederne i forvejen modtager fra for eksempel banker og arbejdsgivere.

- Det nye er, at de ved hjælp af it-systemer, bedre kan analysere store mængder data og finde mønstre, skriver ministeren.

Skatteministeriet oplyser i svaret en række eksempler på brug af kunstig intelligens.

Et eksempel på brug af geolokation kan blandt andet være kontrol af felter på årsopgørelsen, hvor IP-adresser kan være med til at identificere mistænkelige indberetninger fra for eksempel fra udlandet.

Bruus skriver, at Skattestyrelsens ledelse har bekræftet ham i, at styrelsen overholder de databeskyttelsesretlige regler og forvaltningsretten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at ... Læs mere
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024 Der har været 371 timer med negative elpriser i Vestdanmark i 2024, hvilket er ... Læs mere
Auditørkorps undersøger ansatte i Forsvaret for brud på tavshedspligt Ifølge Berlingske bliver blandt andet Hærens chef, Peter Boysen, undersøgt fo... Læs mere
Novo-aktien gør comeback efter nedtur: Oppe med ti procent Novo Nordisk stiger med ti procent på fondsbørsen og genvinder dermed noget af... Læs mere
Landsstyreformand afviser Trumps interesse: Grønland er vores Grønlands landsstyreformand er åben for samarbejde med "vores naboer", lyder d... Læs mere