Politik

fre, 06 dec 2024

Skatteminister vil understøtte elbilboom i nyt afgiftssystem

Rasmus Stoklund (S) vil drøfte med Folketingets partier, hvordan man bedst understøtter salget af elbiler, der har overgået alle forventninger det seneste år. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Rasmus Stoklund (S) vil drøfte med Folketingets partier, hvordan man bedst understøtter salget af elbiler, der har overgået alle forventninger det seneste år. (Arkivfoto).

Det går bedre end ventet med at nå det mål om en million elbiler på de danske veje, som VLAK-regeringen fremsatte tilbage i 2018.

Og selv om regeringsmagten er skiftet, så vil skatteminister Rasmus Stoklund (S) gøre sit til, at salget af elbiler fortsætter med at overgå forventningerne fra dengang.

Det kræver blandt andet, at den nuværende aftale om lavere afgifter på elbiler genforhandles.

- Jeg kommer til at bruge rigtig mange kræfter i de kommende måneder på at få indrettet afgiftssystemet på en måde, der understøtter udviklingen efter 1. januar 2026, hvor den nuværende aftale om afgifterne på elbiler udløber, siger ministeren til Ritzau.

- Og i starten af det nye år vil jeg invitere Folketingets partier til at være med i overvejelserne omkring, hvordan vi indretter det her på en klog måde, så vi også har flere grønne biler i fremtiden.

En analyse fra Mobility Denmark viser, at vi allerede i starten af 2028 vil runde millionen. Men den tager udgangspunkt i, at afgifterne bevares på det nuværende niveau.

Og Rasmus Stoklund er da også bevidst om afgifternes betydning for elbilsalget.

- Afgiftssystemet har gjort det mere attraktivt at købe elbiler, fordi de ellers ville have været meget dyrere, især de første år.

- Samtidig er der en udvikling i gang, hvor bilproducenterne laver elbiler i flere forskellige prisklasser, så teknologien hjælper også elbilsalget på vej.

- Men vi har stadigvæk flest biler, der kører på fossile brændsler. Så vi har en overgangsperiode, hvor vi skal have tingene til at hænge sammen på en god måde, og det er jeg helt overbevist om, at vi også kan, siger ministeren.

Regeringens egne fremskrivninger siger, at der først i 2030 vil være en million elbiler i Danmark.

Til den tid mener Mobility Denmark, at antallet kan være oppe på 1,6 millioner, hvis altså det nuværende afgiftsniveau fastholdes.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere