Politik

ons, 06 nov 2024

Trepartsminister til landmænd: I er heltene i historien

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) holdt onsdag tale på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) holdt onsdag tale på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning.

Landbruget er ikke blot en helt central aktør, når en kommende grøn trepart skal implementeres i virkeligheden.

- I er heltene i vores allesammens historie, siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S).

Han er onsdag til stede og holder tale på interesseorganisationen Landbrug & Fødevarers årlige delegeretmøde i Herning.

- Det er jer, der har taget den store opgave på jer, siger Bruus videre i sin tale.

Her er det naturligvis den grønne trepart, som Landbrug & Fødevarer var med til at indgå sammen med regeringen i sommer, der tager alt opmærksomheden.

For aftalen er stadig ikke politisk vedtaget i Folketinget.

Men trods aflysningen af fredagens politiske forhandlinger er der "god dialog" mellem oppositionspartier og regeringen.

Det er meldingen fra økonomiminister Stephanie Lose (V), der også holder tale på landmændenes møde onsdag.

- Selv om der er støj i medierne, politiske uenigheder og faglige diskussioner, så er der fortsat god dialog mellem regeringen og de partier, vi forhandler med. Så vi kører på, siger Stephanie Lose i sin tale.

Treparten var også omdrejningspunktet i formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaards beretning.

Trods hentydninger til, at der er gået politisk teater i forhandlingerne, er han "fortrøstningsfuld i forhold til, at der nok skal komme en aftale, som vi kan se os selv i".

Jeppe Bruus varsler dog i sin tale, at "den politiske aftale ikke nødvendigvis bliver 100 procent, som I (Landbrug & Fødevarer, red.) kunne ønske".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere