Politik

søn, 15 sep 2024

Ukraine får flere danske F-16-kampfly leveret i år

Ukraine kommer til at modtage flere danske F-16-kampfly inden årets udgang, fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der de seneste dage har været på besøg i Ukraine. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ukraine kommer til at modtage flere danske F-16-kampfly inden årets udgang, fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der de seneste dage har været på besøg i Ukraine. (Arkivfoto).

Ukraine kommer til at modtage flere danske F-16-kampfly inden årets udgang.

Det fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der de seneste dage har været på besøg i Ukraine.

- Danmark kommer til her i andet halvår af 2024 at levere et yderligere bidrag af F-16-fly, siger han.

Han vil dog ikke uddybe, hvor mange fly og hvornår de leveres til Ukraine "af hensyn til den operative sikkerhed".

I midten af august meddelte Forsvarsministeriet, at den første levering af danske kampfly var overdraget til Ukraine.

Ministeriet oplyste ikke hvor mange fly, der blev leveret i første sending. Men tidligere har meldingen været, at seks kampfly skulle leveres i første omgang.

Danmark har i alt forpligtet sig til at donere 19 F-16-fly til Ukraine.

Troels Lund Poulsen har blandt andet mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under besøget i Ukraine.

Her "kvitterede" præsidenten for den første sending af kampfly.

Derudover kunne Troels Lund Poulsen fortælle om en "første milepæl".

18 Bohdana-artilleripjecer, der er betalt af Danmark, men produceret hos den ukrainske forsvarsindustri, er nu overleveret til den ukrainske hær.

Det har taget lidt over to måneder fra beslutningen blev truffet til artilleripjecerne nu er hos ukrainske soldater.

- Det er meget, meget hurtigt, at det har kunne lade sig gøre, siger Troels Lund Poulsen.

- Det viser, at hele ideen om at opbygge den ukrainske forsvarsindustri er god, fordi vi får en langt større hastighed i de ting, der produceres.

Danmark er den første allierede til Ukraine, der har valgt at investere direkte i den ukrainske forsvarsindustri, og det skal bane vejen for, at flere lande gør det samme.

Det er politisk besluttet, at der fra dansk side skal skydes 1,3 milliarder kroner fra Ukraine-fonden ind i den ukrainske forsvarsindustri.

Desuden har EU givet Danmark ansvaret for at udmønte næsten tre milliarder kroner af indefrosne russiske aktiver, der også skal investeres i opbygningen af forsvarsindustrien i Ukraine.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere