Pressemeddelelse

tor, 16 mar 2023

Dansk Metal: Sørg for at produktionen bliver på europæiske hænder

Johan Moesgaard Andersen EU-chef

Pressemeddelelse

16.3.2023 14:00:17 CET | Dansk Metal

Hvis vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan få adgang til vindmøller, biler og andre varer, som laves på produktionsvirksomheder, så er det vigtigt, at vi i Europa selv kan producere dem.

Det er alfa og omega, at vi i Europa fastholder en stærk produktion, og derfor er det godt, at EU-Kommissionen nu har præsenteret lovforslaget Net-Zero Industry Act.

“Under coronakrisen oplevede vi store problemer med forsyningskæderne. I dag står vi i en energikrise som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Kriserne viser, hvor vigtigt det er at have produktion på eget kontinent. Derfor er det godt, at EU nu lægger op til at styrke den europæiske produktion af grønne løsninger. Det vil sikre fremgang, arbejdspladser og uafhængighed for både Danmark og Europa”, siger EU-chef i Dansk Metal, Johan Moesgaard Andersen.

Europa-Kommissionen har den 16. marts præsenteret udspillet Net-Zero Industry Act, der har til formål at styrke Europas grønne industri. Det skal blandt andet ske ved at fremme grønne nøgleteknologier og sikre hurtigere godkendelsesprocesser. Dermed er der meget andet end statsstøtte i kikkerten, og det glæder Dansk Metal.

”Det har været vigtigt for os, at EU spiller på alle tangenter. Vi er overbeviste om, at en stærk prioritering af grønne nøgleteknologier og hurtigere godkendelser er blandt de vigtigste redskaber i værktøjskassen til at holde EU i den grønne førertrøje i fremtiden. Vi håber naturligvis også, at EU's medlemslande vil sikre en retfærdig social balance, når planen skal ud og virke i de enkelte lande,” siger Johan Moesgaard Andersen.

Johan Moesgaard Andersen noterer sig også med tilfredshed, at den danske regering aktivt har arbejdet for, at lovforslaget har fokus på at fremme grønne fremtidsløsninger som CCS, vindmøller og brint.

“Danmark har et stort potentiale inden for grønne teknologier som CCS, vindmøller og brint. Derfor er det meget positivt, at EU nu går målrettet efter at styrke udviklingen og produktionen af disse teknologier på det europæiske kontinent. Det vil bidrage til at skabe flere danske arbejdspladser inden for den grønne industri,” siger Johan Moesgaard Andersen.

EU’s regeringsledere skal diskutere Kommissionens lovforslag ved et kommende møde i Det Europæiske Råd den 23.-24. marts.

Andre læser også

Mette F. i London: Vi intensiverer samarbejdet med briterne Storbritannien ønsker igen et tættere samarbejde med EU-landene, og det er pos... Læs mere
Google-ejer leverer regnskab under forventning Trods øget omsætning i fjerde kvartal 2024 lever Alphabets vækst ikke op til ... Læs mere
Selskabet bag Snapchat lider fortsat store tab Snap Inc. øgede omsætningen med 16 procent i 2024 sammenlignet med året før.... Læs mere
Færre til salg skilte: Falder for femte måned i træk Boligudbuddet har fortsat pil nedad efter flere måneders fald. Lige nu er 46.56... Læs mere
Løkke vil have en økonomisk 2040-plan inden næste valg Danmark har i den aktuelle situation, hvor store regninger venter, ifølge Løkk... Læs mere