Pressemeddelelse
24.5.2023 06:00:00 CEST | If Forsikring
Forsikringsselskabet If vælger nu at sige farvel til kunder, som ikke kan efterleve principperne for bæredygtig adfærd i FNs Global Compact. Samtidig viser en opgørelse, at langt størstedelen af Ifs erhvervskunder performer rigtig godt inden for ESG.
Tæt på 700 erhvervskunder i Nordens største forsikringsselskab er blevet screenet for, i hvor høj grad de efterlever de globale bæredygtighedskrav i FN’s Global Compact.
If indførte initiativet i efteråret 2021 for både nye og eksisterende større virksomhedskunder, for derved at påvirke sine kunder til en mere bæredygtig virksomhedsdrift og adfærd, hvis det er påkrævet. Med screeningsresultatet kan If samtidig påpege inden for hvilke områder, den enkelte virksomhed har behov for at forbedre sin drift eller ageren.
Erhvervskunder screenes
Ifs koncernchef Morten Thorsrud forklarer:
”Vi tror på, at vi alle er en del af den løsning, verden har brug for. Vi bruger vores position og vores kompetence til at støtte vores kunder, og om nødvendigt hjælper vi gerne ved at pushe i retning af en mere bæredygtig strategi og drift.”
”Vi tager vores deltagelse i FN Global Compact alvorligt, og arbejder aktivt på at implementere menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption i alle vores forretningsaktiviteter. Vi vil tage ansvar for at få virksomheder til at leve op til de globale standarder”.
Forbedringer og farvel
Siden opstarten i efteråret 2021 er knap 700 virksomhedskunder blevet ESG-screenet og har efterfølgende modtaget en ESG-rating.
For 19 af disse virksomheder har deres oprindelige score ikke levet op til kravene, og de er kommet på Ifs observationsliste. 11 af virksomhederne er det ved fælles indsats lykkes at motivere til at forbedre drift og adfærd i så tilstrækkelig grad, at de i dag er på et acceptabelt niveau i efterlevelsen af bæredygtighedsprincipperne.
Fem virksomheder er fortsat på observationslisten, mens If har valgt at ekskludere to virksomheder fra deres kundeforhold i If. Én virksomhed har modtaget en betinget godkendelse.
De berørte virksomheder relaterer sig til et bredt spekter af brancher, herunder telekommunikation, sikkerhed, energi og teknologi.
Den ønskede impact
Resultatet er Ifs koncernchef samlet set rigtig godt tilfreds med. Særligt udviklingen og holdningen blandt kunderne på observationslisten, glæder ham.
”Det er faktisk præcis den præstation, vi ønsker at opnå ved at implementere initiativet. Det er cirka 3% af de screenede kunder, der har en udfordring. Langt størstedelen gør det altså rigtig godt. De få virksomheder, som har problemer, er vi i dialog med”, siger Morten Thorsrud.
Han forklarer samtidig, at initiativet har skabt større resonans i markedet, end han og If havde forventet.
”Vi har oplevet stor opbakning til tiltaget. Både på brancheniveau og i vores kundedialoger. Vores kunder er helt indforstået med, at der bliver stillet krav, og hos det store flertal er reaktionerne fortsat positive. De få virksomheder, der er på vores observationsliste, er ikke overraskede. De har været klar over, at der var problemer”, siger Morten Thorsrud.
If forsikrer 3,7 mio. kunder på tværs af Norden og i de baltiske lande.Forsikringsselskabet indførte ESG-kravene i efteråret 2021 for at løfte ansvaret for at få virksomheder til at efterleve FN’s globale bæredygtighedsprincipper.
Samtidig er det væsentligt for Ifs egen forretning at have kunder, som har styr på egen drift og dermed er i stand til at drive ordentlige og ansvarlige virksomheder.