Pressemeddelelse

fre, 17 mar 2023

Julemærkefondens direktør modtager Ridderkorset

Søren Ravn Jensen

Pressemeddelelse

17.3.2023 11:44:16 CET | Julemærkefonden

Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen, er udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen for sit store arbejde for Julemærkehjemmene og børns trivsel.

Det var en bevæget Søren Ravn Jensen, som d. 16. marts fik overrakt ordenen af bestyrelsesformand Hans Erik Lindkvist på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde.

Søren Ravn Jensen er den første direktør i Julemærkefonden, som modtager Ridderkorset. Han får det for sin store indsats i Julemærkefonden, som driver de fem Julemærkehjem, hvor børn bliver hjulpet ud af mistrivsel.

"Det er en stor ære, og jeg er utrolig stolt. Det er først og fremmest glædeligt, at vi har kunnet givet så mange børn en ny start i livet. Det er jo ikke kun sket ved min indsats, men takket være alle de dygtige medarbejdere i fonden og på hjemmene, som hver dag yder et kæmpe arbejde for børnene", udtalte han.

Julemærkehjemmene hjælper børn til bedre trivsel

På Julemærkehjemmene får op mod 1.000 børn i alderen 7-14 år hvert år et ophold. Det er børn, som kæmper med mobning, ensomhed og mistrivsel. Her får de hjælp til at styrke deres selvværd og genfinde glæden ved livet, så de igen kan være med i fællesskabet.

Dermed løfter Julemærkehjemmene en vigtig samfundsopgave. Antallet af børn, der mistrives, er stigende, og det gør kun Julemærkehjemmenes arbejde endnu vigtigere. Julemærkehjemmene er en privat organisation, og al finansiering sker via donationer fra privatpersoner, virksomheder og fonde. Et ophold er gratis for barnet, og derfor er det kun pga. den store opbakning, at Julemærkehjemmene kan udføre deres arbejde til gavn for børnene

Fra underskud til overskud

Søren Ravn Jensen har været direktør i Julemærkefonden siden 2011. I de tolv år har han stået i spidsen for en kæmpe turnaround i organisationen. I årene 2009-11 kæmpede Julemærkefonden med et stigende driftsunderskud. Men fra at hjælpearbejdet primært var finansieret gennem salget af Julemærket, blev der nu igangsat en række nye indsamlingsinitiativer og strategiske samarbejder. Allerede i 2012 viste årsregnskabet et overskud på 1,4 mio. kr. Siden da er omsætningen syvdoblet, og årsresultatet har været i plus hvert eneste år.

Udvikler hjælpearbejdet

I dag er hjælpearbejdet på sit højeste niveau i forhold til antallet af børn og familier, som får hjælp. Og under Søren Ravn Jensens ledelse udvikler det sig stadig. Den pædagogiske indsats bliver konstant tilpasset tidens krav og børnenes udfordringer. De fem Julemærkehjem bliver vedligeholdt og får tilført nye faciliteter som multihaller og moderne undervisningslokaler. Hele hjælpeindsatsen er blevet udvidet, så den nu også omfatter tiden efter opholdet, hvor et stærkt samarbejde med familien, kommunerne og hjælpeorganisationer sikrer barnet den bedst mulige fremtid.

Søren Ravn Jensen har formået at videreføre Julemærkefonden og Julemærkehjemmenes 120-årige historie og sætte den ind i en nutidig kontekst. Uden at organisationen har mistet sit helt særlige særpræg. Han er en ildsjæl, som har investeret sit liv for at udvikle de danske Julemærkehjem. Ikke for sin egen skyld, men for børnenes.

Søren Ravn Jensen

  • 60 år
  • Direktør i Julemærkefonden siden 2011
  • Bestyrelsesformand i Julemærkefonden 2008-11
  • Har tidligere været Vicedirektør i PostNordDanmark

Andre læser også

Danmarks største forsvarsfirma øger salg og indtjening i konfliktår Terma løfter sløret for strategi med ambitionen om at fordoble omsætningen ov... Læs mere
Raoul Grünthal bliver formand i JP/Politikens Hus Lars Munch stopper som formand i JP/Politikens Hus efter få uger. Han bliver fo... Læs mere
Styrelse sender i maj endelige vurderinger for ejerlejligheder Det bliver første gang i cirka ti år, at landets ejere af cirka 300.000 ejerle... Læs mere
Stine Bosse vil erstatte den danske krone med euroen I en valgtest har Stine Bosse erklæret sig helt enig i at erstatte den danske k... Læs mere
Venstres formand vil bruge nyfundne penge på at sænke skatten Troels Lund Poulsen kan ikke forestille sig en aftale i regeringen om brug af r... Læs mere