Pressemeddelelse
13.3.2023 05:05:00 CET | Erhvervshus Sjælland
SMV’er i hele landet har nu mulighed for at få tilskud til lønomkostninger, når de ansætter en ny medarbejder til at løse konkrete udviklingsopgaver. Det sker gennem Erhvervshusenes SMV:Vækstpilot.
Udviklingsmulighederne er mange for små og mellemstore virksomheder inden for eksempelvis digitalisering, grøn omstilling eller salg. Ofte mangler virksomhederne dog de rette kompetencer til at føre opgaverne ud i livet.
Derfor er der godt nyt for landets SMV’er, da den succesfulde tilskudspulje SMV:Vækstpilot nu igen åbner for ansøgninger. SMV:Vækstpilot er en del af Virksomhedsprogrammet, som er et samlet tilbud til SMV’er i hele landet, og som drives af landets seks Erhvervshuse.
"Vi oplever en stor interesse for SMV:Vækstpilot både blandt virksomheder, samarbejdspartnere og potentielle vækstpiloter. Det skyldes blandt andet, at SMV:Vækstpilot er et betydeligt bidrag til at igangsætte væsentlige udviklingstiltag. Hertil kommer, at mange SMV’er fortsat har begrænset erfaring med at tiltrække og anvende nye uddannelses- og profiltyper, og de går dermed glip af de produktivitetsgevinster, en øget diversitet ofte fører med sig," siger national projektleder Bitten Müller fra Erhvervshus Sjælland.
En vækstpilot er en ny medarbejder, som ansættes i seks måneder på ordinære vilkår. Puljen giver 50 pct. tilskud til lønomkostninger (max. 15.000/mdr.). Inden ansættelse skal vækstpiloten være registreret ledig og have en erhvervs- eller videregående uddannelse.
"SMV:Vækstpilot er i den sammenhæng også med til at øge motivationen til en nyansættelse, ved at virksomheden ikke bærer hele den økonomiske risiko alene," siger Bitten Müller fra Erhvervshus Sjælland.
Vigtigt trinbræt til vækst
556 virksomheder har allerede ansat en vækstpilot gennem SMV:Vækstpilot, da puljen var åben i 2021-2022. En af dem er iværksættervirksomheden Næste fra Gadstrup ved Roskilde, hvor SMV:Vækstpilot viste sig at være et vigtigt trinbræt til virksomhedens vækst. Næste producerer bæredygtige skure af genbrugs- og industriaffald, og virksomheden ansatte en faglært tømrer som vækstpilot, der siden er blevet fastansat.
"Vi manglede viden i virksomheden inden for tømrerfaget og særligt en forståelse for præfabrikation og modulbyggeri. Det er helt afgørende, at vi kan producere skure effektivt. Den væsentligste gevinst for os har været, at vi gennem SMV:Vækstpilot har haft mulighed for at få den rette faglighed ind for at løfte virksomheden på det rette tidspunkt," siger Niels Jakubiak Andersen, iværksætter og grundlægger af Næste.
Vækstpiloter ansættes efterfølgende
Det er særligt de helt små SMV’er, der søger om SMV:Vækstpilot. Mere end halvdelen af de virksomheder, der tidligere har søgt tilskudspuljen, har mellem 0 og 5 ansatte. Af disse, hvoraf 344 virksomheder på landsplan allerede har afsluttet vækstpilotforløbet, svarer knap to tredjedele (62 pct.), at de efterfølgende har ansat vækstpiloten.
"Vi betragter i høj grad SMV:Vækstpilot som en win-win situation for virksomheder og vækstpiloter: Virksomheder få taget hul på et konkret udviklingspotentiale og har ofte fortsat behov for vækstpilotens kompetencer på bagkant af forløbet, hvilket gerne resulterer i, at ansættelsesforholdet fortsættes," siger national projektleder Bitten Müller fra Erhvervshus Sjælland.
Erhvervshusene står klar til at hjælpe
Erhvervshusene står klar til at hjælpe virksomheder med sparring på deres konkrete udviklingsopgaver. Derudover har Erhvervshusene et bredt samarbejde med mange aktører med fokus på at sikre det gode match mellem virksomheder og kommende vækstpiloter.
"Puljen er meget enkel for virksomhederne at søge, og man skal som virksomhed endelig ikke holde sig tilbage ift. at række ud til sit regionale Erhvervshus for sparring og vejledning," siger Bitten Müller.
Fakta om SMV:Vækstpilot
SMV:Vækstpilot er en del af Virksomhedsprogrammet, hvor SMV’er har mulighed for at få 50 pct. i tilskud til lønomkostninger til ansættelse af en vækstpilot i op til seks måneder (max. 15.000 kr. pr. måned). Vækstpiloten ansættes på ordinære vilkår og skal inden ansættelsesstart være registreret ledig og have en erhvervs- eller videregående uddannelse.
SMV:Vækstpilot åbner for ansøgning 13. marts kl. 12.00. Puljen udmøntes efter først til mølle-princippet. Der kan i alt ansættes cirka 455 vækstpiloter på landsplan.
Fakta om Virksomhedsprogrammet
Over 7.000 virksomheder har allerede søgt om hjælp til at styrke deres forretning gennem Virksomhedsprogrammet, der drives af landets seks Erhvervshuse.
Virksomhedsprogrammet blev igangsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i sommeren 2021 med REACT-EU-midler for at afhjælpe konsekvenserne af COVID-19 hos SMV’er og understøtte en grøn og digital genstart. Nu videreføres programmet med ca. 430 mio. kr. og to nye spor; SMV:PRO og SMV:Grønne Kompetencer. Virksomhedsprogrammet er støtte af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, EU’s Regionalfond og Socialfonden Plus.