Tech

man, 30 sep 2024

Mere end 11.000 over 80 år har fortsat lønnet arbejde

Ældre arbejder i højere grad end tidligere også efter, at de er fyldt 80 år. (Arkivfoto).
Kåre Viemose/Ritzau Scanpix Ældre arbejder i højere grad end tidligere også efter, at de er fyldt 80 år. (Arkivfoto).

Selv om man nu kan gå på pension som 67-årig, er det langt fra alle, der benytter sig af den ret.

Faktisk er der mere end 11.000 på 80 år eller ældre, der fortsat har lønindkomst. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Helt præcist var der i 2023 11.006 personer med lønindkomst. Det er en stigning på 41 procent sammenlignet med året forinden. Tilsvarende er der sket en stigning på 75 procent de seneste fem år.

Og selv om den kraftige vækst i antallet af erhvervsaktive 80-årige overrasker cheføkonom Mads Moberg Reumert fra Danica Pension, så har han et par mulige forklaringer på, at tallet er vokset så meget.

- En af dem er, at de ældres helbred er blevet bedre, og at der dermed er flere, der kan magte at passe et arbejde i den alder.

- Og så er der samtidig indført nogle økonomiske incitamenter, der gør det mere attraktivt at fortsætte med at arbejde. Blandt andet bliver arbejdsindkomsten for pensionister ikke længere modregnet i folkepensionen, siger han.

Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vurderer, at der blandt de 11.006 personer formentlig findes en del bestyrelsesmedlemmer og selvstændige, der fortsat udbetaler løn til sig selv.

- Mange af de erhvervsaktive 80-årige vil typisk have videnstunge arbejdsopgaver, hvor man primært skal bruge hovedet og ikke kroppen.

- Det er nok også i høj grad personer med en lang videregående uddannelse som ingeniør eller jurist, der måske arbejder som konsulenter på deres egne præmisser. Der er formentlig kun et fåtal, der arbejder på fuld tid, siger hun.

Hun tror også, at det stramme arbejdsmarked, hvor der er endnu mere brug for arbejdskraft, spiller en rolle.

- Det har altid været relevant at prøve at holde på viden i virksomheden, selv om medarbejderne bliver ældre.

- Men det er nok blevet endnu mere aktuelt for de virksomheder og de ansatte, som har mulighed for arbejde på lidt mere fleksible vilkår, siger hun.

Når flere arbejder længere, får de mulighed for enten at øge deres pensionsopsparing eller trække mindre på den efter pensionsalderen, fordi de har indkomst ved siden af.

- Det betyder, at man måske skal gentænke sin plan for, hvor meget man skal spare op, mens man arbejder.

- Hvis man har et ønske og en forventning om at arbejde efter pensionsalderen, er behovet for at spare op mindre, og så kan man få flere penge til forbrug i dag.

- Omvendt er det også godt at have øje for, at det ikke nødvendigvis går som planlagt. Derfor kan det være en idé at have en vis fleksibilitet indbygget i sin opsparing, siger Mads Moberg Reumert.

Blandt de 70-74-årige er antallet af lønmodtagere steget med 14 procent på et år, og for de 75-79-årige er stigningen på 21 procent.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere