Tech

fre, 20 sep 2024

Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier

Administrerende direktør for Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen har fået en pris som årets europæiske leder af en række erhvervsmedier. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Administrerende direktør for Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen har fået en pris som årets europæiske leder af en række erhvervsmedier. (Arkivfoto).

Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, er torsdag blevet kåret som årets europæiske leder af en sammenslutning af erhvervsmedier.

Det skriver Børsen.

Avisen er selv blandt medierne i sammenslutningen European Business Media, der har givet prisen.

Topchefen blev kåret ved et arrangement i Stockholm.

Her blev Novo Nordisk kaldt et enestående og inspirerende eksempel. Lars Fruergaard Jørgensen fik prisen, fordi medierne ønskede at hylde hans "ekstraordinære indsats".

Lars Fruergaard Jørgensen har været i Novo Nordisk siden 1991. Siden 2017 har han været administrerende direktør.

Det er ikke første gang, at topchefen modtager ros.

I 2023 blev han kåret som Årets Person af det britiske finansmedie Financial Times.

Prisen gives til personer, som ifølge avisen har været særdeles indflydelsesrige.

Tidligere er blandt andet Volodymyr Zelenskyj, Elon Musk, Angela Merkel og Donald Trump blevet kåret som Årets Person.

Da prisen sidste år gik til danskeren, lød det, at det især var succesen med vægttabsmidlet Wegovy, der lå til grund.

Også diabetesmedicinen Ozempic har givet en enorm indtjening hos Novo Nordisk i de seneste år.

Lægemidlernes popularitet har betydet, at Novo Nordisks aktiekurs er røget i vejret. Den danske virksomhed har i dag den højeste børsværdi i Europa.

Lars Fruergaard Jørgensen har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Handelshøjskolen i Aarhus.

Den 57-årige erhvervsmand begyndte sin karriere i Novo med at arbejde med regnskaber.

Siden blev han udstationeret i USA, Japan og Holland, inden han vendte tilbage til Danmark og steg yderligere i graderne.

European Business Media, som torsdag har hyldet Novo-chefen, er en sammenslutning af 31 europæiske erhvervsmedier fordelt på 22 lande.

Det eneste danske medlem er Børsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told Små og mellemstore virksomheder eksporterer for 12 milliarder til USA årligt, ... Læs mere
Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA Det er ikke den rigtige Múte B. Egede, der beordrer USA til at droppe Grønland... Læs mere
Erhvervsordførere indkaldt til orientering om geopolitisk situation Orienteringen kommer, dagen efter at regeringen holdt møde med topchefer fra de... Læs mere
Støjberg i Israel er skeptisk over holdbarhed i våbenhvile og to stater Trods våbenhvile kan fred og tostatsløsning vise sig for svært, siger Inger S... Læs mere
Højere dosis af Novo-middel giver højere vægttab i nyt studie Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der... Læs mere