Tech

man, 30 sep 2024

Ørsted har droppet over halvdelen af brintprojekter siden 2023

I forbindelse med regnskabet for første halvdel af 2024 sagde Ørsteds topchef, Mads Nipper, at selskabet fremover ville nedprioritere sin indsats på markedet for grønne brændstoffer. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix I forbindelse med regnskabet for første halvdel af 2024 sagde Ørsteds topchef, Mads Nipper, at selskabet fremover ville nedprioritere sin indsats på markedet for grønne brændstoffer. (Arkivfoto).

Over halvdelen af de projekter vedrørende grønne brændstoffer, som Ørsted var i gang med i foråret 2023, er nu blevet droppet.

Det siger Rasmus Errboe, som er kommerciel direktør i Ørsted, i et interview med Finans.

- Vi tror lige så meget på det fundamentale i det, som vi altid har gjort. Men vi har været for optimistiske på tidslinjen, siger han til mediet.

Konkret drejer det sig om 6 ud af 11 projekter. Rasmus Errboe sætter nemlig over for Finans navn på yderligere tre power-to-x-projekter, som Ørsted har droppet.

Det drejer sig om det mindre britiske demonstrationsprojekt Oyster, det større britiske projekt Gigastack og det tyske brintanlæg Lingen Green Hydrogen, som Ørsted udviklede sammen med olieselskabet BP.

I forbindelse med sit regnskab for første halvdel af 2024 meddelte Ørsted, at selskabet trak sig fra sit grønne brændstofprojekt FlagshipOne.

Det kostede Ørsted en nedskrivning på 1,5 milliarder kroner.

Samtidig lød det fra topchef Mads Nipper, at Ørsted fremover ville nedprioritere sin indsats på markedet for grønne brændstoffer. Det skyldes ifølge Nipper, at markedet udvikler sig langsommere end forventet.

I september oplyste Ørsted til Børsen, at arbejdet med projektet Green Fuels for Denmark blev sat på pause.

Green Fuels for Denmark er en af Danmarks største grønne brændstoffabrikker og projektet har fået tildelt 600 millioner kroner i støtte fra Erhvervsstyrelsen.

Power-to-x er en teknologi, hvor vedvarende energi fra eksempelvis solceller eller vindmøller omdannes til brændstof.

Den grønne strøm bruges til at spalte vand til ilt og brint, der kan bruges direkte som brændstof eller laves til andre - for eksempel e-metanol, hvis der tilføres kulstof.

Grønne brændstoffer er nødvendige, hvis eksempelvis shippingindustrien skal nedbringe sin CO2-udledning.

I øjeblikket har eksempelvis Mærsk svært ved at skaffe nok metanol. Derfor har skibet "Astrid Mærsk", som er et af rederiets metanolskibe, nærmest udelukkende sejlet på fossile brændsler siden sin navngivning.

Det fortalte Mærsks kommercielle direktør, Karsten Kildahl, til ShippingWatch i august.

- Vi har lavet en aftale med det kinesiske selskab Goldwind, hvor vi får en halv million ton om året. Men i de næste år, 2024 og 2025 har vi simpelthen ikke nok metanol, og kan ikke få fat på det, sagde han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere