Tech

fre, 17 maj 2024

Reddit og OpenAI indgår aftale om indhold til ChatGPT

Onlineforummet Reddit blev startet i 2005. Det udgøres af tusindvis af underfora - såkaldte subreddits - som handler om alt mellem himmel og jord og har været udsat for kritik blandt andet på grund af videregivelse af rygter og sladder. (Arkivfoto).
Dado Ruvic/Reuters Onlineforummet Reddit blev startet i 2005. Det udgøres af tusindvis af underfora - såkaldte subreddits - som handler om alt mellem himmel og jord og har været udsat for kritik blandt andet på grund af videregivelse af rygter og sladder. (Arkivfoto).

Det sociale medie Reddit har indgået et partnerskab med selskabet OpenAI, som står bag den populære chatrobot ChatGPT.

ChatGPT og andre produkter fra OpenAI vil med partnerskabet kunne bruge Reddits såkaldte API, der er mediets softwaregrænseflade, som Reddit bruger til at distribuere sit indhold.

Partnerskabet indebærer også, at OpenAI bliver en reklamemæssig partner for Reddit, siger selskabet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters gør aftalen med OpenAI det tydeligt, hvordan Reddit forsøger at udvikle og styrke andre forretningsben end sin reklameforretning.

Investorer mener, at salg af data til træning af AI-modeller - ligesom aftalen med OpenAI - kan blive en nøgleindtægtskilde for Reddit.

Tre unavngivne kilder rapporterede i februar til Reuters, at Reddit havde indgået en lignende aftale med det Alphabet-ejede Google.

Her skal Reddits indhold også blive tilgængeligt til træning af Googles AI-modeller.

Ifølge en af kilderne har kontrakten med Google en værdi for Reddit på omkring 60 millioner dollar om året. Det svarer til omkring 412 millioner kroner. Det er dog ikke officielt bekræftet.

De økonomiske aspekter af den nye aftale med OpenAI fremgår ikke.

Onlineforummet blev startet i 2005. Det udgøres af tusindvis af underfora - såkaldte subreddits - som handler om alt mellem himmel og jord og har været udsat for kritik blandt andet på grund af videregivelse af rygter og sladder.

Tidligere på året viste data, at hjemmesiden har over 70 millioner daglige besøgende i gennemsnit og 267 millioner månedlige brugere.

Reddit omsatte sidste år for 804 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 5,5 milliarder kroner.

Alligevel kom selskabet ud af finansåret med et tab på 90,8 millioner dollar, cirka 624 millioner kroner.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere