Tech

tir, 23 apr 2024

Viaplay følger i giganters fodspor og vil stoppe kodedeling

Viaplay vil indføre "mere vidtrækkende" initiativer i løbet af sommeren, som skal få flere til at betale for det indhold, de ser. Det siger topchef Jørgen Madsen Lindemann i regnskabet for første kvartal. (Arkivfoto).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Viaplay vil indføre "mere vidtrækkende" initiativer i løbet af sommeren, som skal få flere til at betale for det indhold, de ser. Det siger topchef Jørgen Madsen Lindemann i regnskabet for første kvartal. (Arkivfoto).

Viaplay vil lige som Netflix og Disney begrænse antallet af abonnenter, som deler deres koder.

I selskabets regnskab for første kvartal siger Viaplay-topchef Jørgen Madsen Lindemann, at der vil blive indført "mere vidtrækkende" initiativer i løbet af sommeren, som skal få flere til at betale for det indhold, de ser.

Viaplay estimerer selv, at omkring en tredjedel af tjenestens abonnenter deler deres kontooplysninger med andre.

- Vi var overraskede, da vi dykkede ned i tallene og fik mere indsigt i det faktiske omfang. Det er ret stort - over 30 procent af vores Premium-abonnenter. Det er noget, vi er nødt til at stoppe - det er ikke fair, siger Viaplays topchef på et investorkald ifølge MediaWatch.

Spørger man Claus Bülow Christensen, som er medierådgiver og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, er det kun et spørgsmål om tid, før alle streamingtjenester indfører tiltag, der skal forhindre uretmæssig deling af abonnementer.

Det skyldes blandt andet, at streamingmarkedet - og i særlig grad Viaplay - er hårdt presset økonomisk.

- Så det er klart, at man går efter de områder, hvor man kan få øje på noget ekstra indtjening. Og der ser jeg bekæmpelsen af, at folk deler abonnementer, som en decideret lavthængende frugt, siger Claus Bülow Christensen.

Ifølge Claus Bülow Christensen viser en undersøgelse, som analysefirmaet Wilke har lavet i samarbejde med Copenhagen Future TV Conference, at omkring halvdelen af dem, som har gratis adgang til en streamingtjeneste, er interesserede i at betale, hvis de mister adgangen.

Det svarer ifølge Claus Bülow Christensen til omkring 500 til 600 millioner kroner i potentiel omsætning på det danske marked for streaming.

- Fænomenet har været voksende, og det er egentlig ret mange penge, det handler om, siger han.

- Den største forhindring har været det tekniske. Men det har undret mig, at det først er nu det for alvor går op for eksempelvis Disney, at de bliver nødt til at gøre det, lyder det videre.

Netflix besluttede i 2023 at gøre noget mod deling af kodeord. Siden har tjenesten rullet tiltag ud på en række markeder herunder i Danmark.

Og det har tilsyneladende givet pote for Netflix, som i 2023 havde en tilgang på knap 30 millioner brugere på trods af prisstigninger.

Tidligere i april meddelte Disney, at der skal slås ned på deling af kodeord til platformen Disney+.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kriseramte Boeing vil fyre 17.000 ansatte En omfattende strejke har sat sine spor hos Boeing, der varsler fyring af hver t... Læs mere
Regeringen forlænger igen grænsekontrollen mod Tyskland Blandt andet terrortruslen mod Danmark gør, at regeringen forlænger grænsekon... Læs mere
Fire blå partier aflægger musketered i forhandlinger om finanslov Fire partier i blå blok er enige om enten at gå sammen i finanslovsaftale elle... Læs mere
Bestseller øger overskuddet trods faldende salg Tøjkøberne holdt lidt igen med at bruge penge på tøj fra Bestseller i det fo... Læs mere
Aftale tillader mere byggeri af sommerhuse og attraktioner ved kysten 2500 nye sommerhusgrunde kan udlægges, efter at regeringen og flere partier har... Læs mere