Pressemeddelelse
20.2.2023 06:00:00 CET | PwC
På blot et år er andelen af topledere i detail- og forbrugsbranchen, der tror på vækst i egen virksomhed, faldet markant. 1 ud af 3 af toplederne vurderer derudover, at deres virksomhed ikke vil være økonomisk levedygtig om 10 år, hvis de fortsætter samme retning. Det får toplederne til at investere i automatisering, nye teknologiske løsninger og upskilling af medarbejdere, der skal være med til at sikre virksomheden til fremtiden, viser PwC’s CEO Survey 2023.
Optimismen blandt topledere i detail- og forbrugsbranchen er dalet det seneste år. 4 ud af 10 forventer i høj eller meget høj grad vækst i egen virksomhed de kommende 12 måneder mod knap 6 ud af 10 topledere sidste år. 33 % af toplederne i detail- og forbrugsbranchen vurderer derudover, at deres virksomhed ikke vil være økonomisk levedygtig om 10 år, hvis de fortsætter samme retning.
“PwC’s CEO Survey viser, attoplederne i detail- og forbrugsbranchen er blevet mere pessimistiske. Uforudsigelig og den høje inflation påvirker hele branchen negativt. Selvom forbrugertilliden er steget lidt i slutningen af 2022, har den gennem hele året været rekordlav. Danskernes økonomiske bekymringer sætter sig i deres forbrug, og det rammer særligt virksomhederne i detail- og forbrugsbranchen,” fortæller Henrik Trangeled Kristensen, partner og detailhandelsekspert i PwC.
Det er særligt ændringer i kundernes krav og præferencer (60 %), forstyrrelser i forsyningskæden (57 %) og mangel på arbejdskraft og kompetencer (52 %), som toplederne i høj eller meget høj grad forventer vil påvirke profitabiliteten i detail- og forbrugsbranchen de næste 10 år.
“Vi har i de seneste år set, hvordan først krisen med COVID-19-pandemien, dernæst Ruslands invasion af Ukraine og senest den høje inflationskrise ændrer forbrugernes adfærd. Det er netop også ændringer i kundernes præferencer, som toplederne forventer vil påvirke profitabiliteten i deres virksomhed,” fortæller Henrik Trangeled Kristensen.
Økonomiske udfordringer og volatilitet
Toplederne i detail- og forbrugsbranchen har fokus på en række områder de kommende 12 måneder for at stå stærkere i den økonomisk usikre situation. Knap 4 ud af 10 vil genoverveje igangværende projekter og større tiltag, mens 30 % vil finde alternative leverandører. 2 ud 3 topledere har allerede hævet priserne på deres produkter, ligesom halvdelen allerede har fundet alternative leverandører.
“PwC’s CEO Survey viser, at toplederne har stort fokus på deres omkostninger, og hvordan de bedst muligt tackler volatilitet og økonomiske udfordringer. Selvom knap 70 % af toplederne allerede har hævet prisen på deres produkter, angiver hver femte topleder alligevel, at de overvejer at hæve priserne de kommende 12 måneder,” fortæller Henrik Trangeled Kristensen.
Der er særligt tre områder, som toplederne vil investere i de kommende 12 måneder. 4 ud 5 forventer at investere i automatisering af processer og systemer, 3 ud 4 vil investere i at upskille deres medarbejdere, mens 64 % forventer at implementere avanceret teknologi, herunder AI, Cloud mv.
“CEO Survey viser, at toplederne inden for detail- og forbrugerbranchen særligt vælger at investere i automatisering, der kan være med til at innovere og tilpasse virksomheden til fremtidens behov. Automatisering og teknologi kan dog ikke stå alene - mennesker og teknologi arbejder hånd i hånd. Menneskelig indsigt kombineret med teknologisk innovation og specialisterfaring kan levere de skalérbare, intelligente og vedvarende løsninger, der kan ruste virksomheder til fremtiden,” slutter Henrik Trangeled Kristensen.
Om CEO Survey 2023
I PwC’s 26. CEO Survey blev der gennemført interview med 4.410 CEO’er i 105 lande i perioden den 4. oktober -11. november 2022. PwC’s CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse. 703 topledere fra detail- og forbrugsbranchen har deltaget i analysen.