Udland

fre, 01 mar 2024

43 er døde i brand i indkøbscenter i Bangladesh

Frivillige bærer på en vandslange, mens en brandmand er i gang med at slukke ilden i den etagebygning i Dhaka, hvor mindst 43 mennesker har mistet livet i en brand.
Mohammad Ponir Hossain/Reuters Frivillige bærer på en vandslange, mens en brandmand er i gang med at slukke ilden i den etagebygning i Dhaka, hvor mindst 43 mennesker har mistet livet i en brand.

43 mennesker er døde i en brand i et seksetagers indkøbscenter i Bangladeshs hovedstad, Dhaka.

Det oplyser landets sundhedsminister, Samanta Lal Sen, ifølge lokale medier og nyhedsbureauet AFP.

Tre af ofrene blev fundet døde på stedet, mens mange andre blev erklæret døde på de hospitaler, de blev bragt til.

Omkring 75 mennesker er reddet ud af bygningen i live. Blandt dem er 42, som er bevidstløse. Det skriver avisen The Daily Star.

Mindst ti personer er kommet til skade, efter at de hoppede ud af vinduer i den brændende bygning.

Ilden brød ud omkring klokken 21.50 lokal tid (16.50 dansk tid) i indkøbscentret Green Cozy Cottage Shopping Mall.

To timer senere havde brandvæsnet fået ilden under kontrol, skriver The Daily Star.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Sohel, en leder på en restaurant i indkøbscenteret, forklarer, at han befandt sig på sjette etage, da branden brød ud.

- Mange folk skyndte sig ovenpå. Vi brugte et vandrør til at klatre ned ad bygningen. Nogle af os kom til skade, da vi hoppede ned, siger han.

Andre endte med at blive fanget på indkøbscentrets tag.

- Vi sender alle kvinder og børn, heriblandt min egen kone og mine børn, ned. Der er kun mænd tilbage på taget. Brandvæsnet er ankommet. 50 mangler at komme ned, skrev Kamruzzaman Majumdar, en professor, i et opslag på det sociale medie Facebook.

Han blev senere reddet ned.

Brande i lejlighedsbygninger og på fabrikker er forholdsvis normale i Bangladesh, hvor myndighederne fører løs kontrol med sikkerhedsstandarden.

I juli 2021 døde mindst 52 personer, heriblandt mange børn, i en brand på en fødevarefabrik.

Og i februar 2019 døde 70 personer i en brand, der spredte sig til flere lejlighedskomplekser i Dhaka.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere