Udland

fre, 23 feb 2024

af Mikkel Preisler

Fire er dræbt og flere er såret i brand i spansk etageejendom

Flere forskellige enheder fra brandvæsenet har arbejdet for at slukke branden i en etageejendom i Campanar i Valencia.
Eva Manez/Reuters Flere forskellige enheder fra brandvæsenet har arbejdet for at slukke branden i en etageejendom i Campanar i Valencia.

Mindst fire personer er døde i en brand, der har raseret en etageejendom i byen Valencia i Spanien. Mindst 14 personer er desuden blevet såret i branden.

Antallet kan stige, da 19 personer er fortsat savnet, siger en anonym kilde i byrådet til AFP.

Branden startede omkring klokken 17.30 torsdag på fjerdesal i bygningen og spredte sig herfra hurtigt, siger øjenvidner og akutberedskab på stedet.

Billeder viser flammer og sort røg i bygningen, der ligger i nabolaget Campanar i Valencia.

- Det kan bekræftes, at fire personer er døde, siger Jorge Suarez Torres, som er vicedirektør for akutberedskabet i regionen.

14 personer er blevet behandlet for skader af varierende omfang. Det tæller blandt andet et 7-årigt barn.

12 af de sårede er blevet overført til et hospital, lyder det.

Ifølge den spanske tv-station TVE ligger der mere end 130 lejligheder i den 14 etager høje bygning.

Bygningen blev ifølge mediet "reduceret til et skelet" under branden, som 22 forskellige enheder af brandmænd arbejdede på at slukke.

Esther Puchades, som er vicechef for byens forening for industrielle ingeniører, siger til det regionale tv-medie A Punt, at branden kunne sprede sig så hurtigt, fordi bygningen er beklædt med et meget brandbart plyurethan-materiale.

Et øjenvidne, der bor i en bygning nær den ramte ejendom, fortæller til TVE, at han kiggede ud af vinduet og så flammerne sluge bygningen "inden for minutter", nærmest "som om den var lavet af kork".

- Der var en virkelig stærk vind, og branden spredte sig mod venstre med en utrolig hastighed, siger manden ved navn Luis Ibanez.

Det fremgår ikke, om årsagen til branden endnu er kendt.

På det sociale medie X skriver den spanske premierminister, Pedro Sanchez, at han er "chokeret over den frygtelige brand", og at han er i kontakt med byens borgmester og regionens ledere.

Kilde: /ritzau/AFP

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere