Udland

man, 04 mar 2024

Franske politikere gør abort til forfatningssikret ret

Medlemmerne af de to kamre i Frankrigs parlament rejser sig og klapper efter afstemningen om abortspørgsmålet mandag.
Stephanie Lecocq/Reuters Medlemmerne af de to kamre i Frankrigs parlament rejser sig og klapper efter afstemningen om abortspørgsmålet mandag.

Det franske parlament har mandag vedtaget, at abort skal være en forfatningssikret rettighed i Frankrig.

Medlemmer fra begge kamre i det franske parlament - Nationalforsamlingen og Senatet - var til stede ved afstemningen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er Frankrig det første land i verden, der skriver retten til abort ind i forfatningen eller grundloven.

Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, sagde i forbindelse med afstemningen, at afgørelsen sender et vigtigt signal til kvinder.

- Vi sender en besked til alle kvinder: Din krop tilhører dig, og ingen andre kan træffe beslutninger (om den, red.) på dine vegne, sagde Gabriel Attal til de franske parlamentsmedlemmer.

780 stemte for forfatningsændringen. 72 stemte imod.

Mindst tre femtedele af parlamentets medlemmer skulle stemme for ændringen, hvis den skulle blive en realitet.

Efter afstemningen står det klart, at langt størstedelen af de to kamres medlemmer bakker op om tilføjelsen til forfatningen.

Kvinder har haft ret til abort i Frankrig siden 1974. Men rettigheden har hidtil ikke været skrevet ind i selve forfatningen.

Afstemningen i Frankrig fandt sted på Versailles-slottet, der ligger uden for den franske hovedstad, Paris.

Med mandagens afgørelse bliver det skrevet ind i artikel 34 i Frankrigs forfatning, at kvinder er garanteret muligheden for at få foretaget en abort.

- Frankrig går forrest, siger lederen af Nationalforsamlingen, Yael Braun-Pivet, der er medlem af præsident Emmanuel Macrons parti, Renaissance.

Efter at retten til abort blev sat under pres i USA i 2022 efter en afgørelse i den amerikanske højesteret, begyndte aktivister i Frankrig at presse på for, at retten til abort blev skrevet ind i Frankrigs forfatning.

USA's højesteret omstødte i 2022 "Roe vs. Wade"-afgørelsen fra 1973, som sikrede, at kvinder i hele USA havde ret til at få foretaget en abort.

Siden har det været muligt for de enkelte delstater at vedtage lovgivning, som enten helt forbyder abort eller stærkt begrænser kvinders adgang til abort. Den mulighed har en række delstater valgt at udnytte.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere