Udland

tor, 15 feb 2024

Hizbollah-leder er blandt ti dræbte i israelsk angreb

Ofrene begraves torsdag i byen al-Qantara i Libanon, hvor en kvinde og hendes to børn blev dræbt. I et andet angreb blev tre børn og en civil voksen dræbt. Israels angreb var rettet mod medlemmer af Hizbollah-militsen.
Hassan Fneich/Ritzau Scanpix Ofrene begraves torsdag i byen al-Qantara i Libanon, hvor en kvinde og hendes to børn blev dræbt. I et andet angreb blev tre børn og en civil voksen dræbt. Israels angreb var rettet mod medlemmer af Hizbollah-militsen.

En højtstående kommandør i den libanesiske Hizbollah-bevægelse var blandt de ti dræbte i et israelsk luftangreb mod byen Nabatieh i det sydlige Libanon onsdag.

Hans næstkommanderende og en tredje Hizbollah-kriger er ligeledes dræbt.

Det meddeler Israels militær ifølge Reuters.

De øvrige syv dødsofre var civile, siger sikkerhedskilder i Libanon.

Blandt dem er fem børn, siger kilderne.

De civile tabstal er ikke umiddelbart bekræftet fra israelsk side.

Det er de hidtil blodigste angreb i Libanon, siden konflikten i Mellemøsten begyndte 7. oktober.

Torsdag aften meddeler Hizbollah, at gruppen som svar på onsdagens angreb har skudt adskillige raketter mod Israel.

Israelsk politi og redningsmandskab siger, at flere raketter ramte byen Kiryat Shmona. Her er der sket ødelæggelser, men der er ikke umiddelbart meldinger om døde eller sårede.

De tre Hizbollah-medlemmer, der blev dræbt i israelske droneangreb onsdag, har været involveret i de kampe, der har fundet sted hen over grænsen mellem Israel og Libanon siden oktober, meddeler det israelske militær.

Israels militær siger, at onsdagens luftangreb i Libanon kom som svar på, at en raket affyret fra det sydlige Libanon dræbte en israelsk soldat i det nordlige Israel.

- Fjenden vil komme til at betale for disse forbrydelser, siger en af Hizbollahs parlamentarikere, Hassan Fadlallah, til Reuters.

Han tilføjer, at Hizbollah har "en legitim ret til at forsvare sit folk".

FN opfordrer til, at den "farlige optrapning" omgående stopper.

Der har dagligt været sammenstød i grænseområdet mellem Hizbollah og Israels hær, siden krigen i Gazastriben begyndte 7. oktober.

Det har ført til, at titusinder af indbyggere på begge sider af grænsen har måttet flygte fra deres hjem.

Sammenstødene ved grænsen har vakt frygt for, at krigen i Gazastriben vil brede sig i regionen.

Hizbollah og den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse er allierede. Begge grupper er støttet af Iran.

For få dage siden sagde Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, at Hizbollah vil fortsætte med at skyde raketter over grænsen til Israel, så længe den israelske offensiv fortsætter i Gazastriben.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere