Udland

ons, 06 mar 2024

Hjerneforening oplevede travle telefoner efter Papes død

Hjernesagens rådgivningstilbud hedder StrokeLinjen og blev startet i 2020. (Arkivfoto).
Emil Helms/Ritzau Scanpix Hjernesagens rådgivningstilbud hedder StrokeLinjen og blev startet i 2020. (Arkivfoto).

Foreningen Hjernesagen har oplevet stor interesse for viden om hjerneblødninger, efter at den konservative formand Søren Pape Poulsen fredag blev ramt af en blødning i hjernen og senere døde lørdag.

Det fortæller Hjernesagens direktør, Birgitte Hysse Forchhammer, til DR.

Da foreningens telefoner åbnede mandag, var der tryk på, lyder det.

- De vil vide noget om sygdommen, hvordan man behandler, om man kan behandle, og de vil også gerne vide noget om forebyggelse. Der har også været nogle, som var bekymrede for at kunne blive ramt af en hjerneblødning, siger Birgitte Hysse Forchhammer til DR.

Hjernesagen er en forening, der arbejder for at forebygge blødninger og blodpropper i hjernen.

Også foreningens hjemmeside har over weekenden mærket det øgede fokus på hjerneblødninger efter Søren Papes død.

- Både lørdag og søndag har der været en helt ekstraordinær interesse. Vi kan se en stigning på 1.200 procent, når man ser på antallet af brugere på vores hjemmeside, siger hun, siger Birgitte Hysse Forchhammer.

Det emneord, som flest brugere har klikket på, er samtidig ordet "hjerneblødning".

Også Danmarks Apotekerforenings hjemmeside, Apoteket.dk, oplevede lørdag, søndag og mandag langt flere søgninger på ordet "hjerneblødning" end normalt, oplyser foreningen til DR.

De tre dage blev der lavet 14.000 søgninger på ordet - i samme periode ugen forinden var der 155 søgninger.

I 2022 blev omkring 1800 borgere i Danmark indlagt på grund af en blødning i hjernen ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen. Omkring 10.200 personer blev indlagt med en blodprop i hjernen.

Forhøjet blodtryk og negativt pres over en lang periode kan øge risikoen for at blive ramt af en blødning i hjernen.

Dertil kommer kendte risikofaktorer som kost, rygning, alkohol og motion.

Det forklarede Christina Rostrup Kruse, overlæge og forskningsansvarlig ved Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader på Rigshospitalet, mandag.

- I bund og grund er de grundlæggende faktorer for, om man får en blødning i hjernen, forhøjet blodtryk gennem længere tid samt åreforkalkning, der kan gøre blodkarrene skrøbelige, sagde hun.

Hun sagde videre, at stress i sig selv ikke nødvendigvis er negativt. Men det kan livsstilen, man ofte fører, når man er stresset, være.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsimiddel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere