Udland

man, 15 apr 2024

Israels krigskabinet splittet om modsvar på Irans angreb

Israels krigskabinet har været samlet efter Irans angreb mod landet. Blandt andre premierminister Benjamin Netanyahu sidder med i kabinettet. (Arkivfoto).
Ronen Zvulun/Reuters Israels krigskabinet har været samlet efter Irans angreb mod landet. Blandt andre premierminister Benjamin Netanyahu sidder med i kabinettet. (Arkivfoto).

Israels krigskabinet er splittet, når det gælder landets modsvar på Irans angreb med droner og missiler.

Det siger israelske embedskilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge kilderne går et flertal i kabinettet ind for, at der kommer et modsvar.

Men de er uenige i timingen, og hvilken skala det skal være i.

Krigskabinettet, som blandt andre premierminister Benjamin Netanyahu er en del af, har mødtes søndag og ventes at samles igen for yderligere drøftelser, skriver Reuters.

Det sker, efter at Iran lørdag aften iværksætte et luftangreb mod landet.

Israels militær meldte søndag morgen dansk tid ud, at Iran havde affyret over 300 droner og missiler. Ifølge militæret blev 99 procent af disse afværget

Krigskabinettet blev oprettet i kølvandet på Hamas' angreb på Israel 7. oktober.

Det spiller en vigtig rolle i at træffe beslutninger om krigen i Gaza, som Israel og den militante palæstinensiske bevægelse har ført mod hinanden siden angrebet i oktober.

Weekendens angreb var det første direkte nogensinde fra Iran mod israelsk territorie.

Sirenerne begyndte at hyle i Israel omkring klokken 02.00 lokal tid.

De kunne høres ved Dødehavet, i Jerusalem og Samaria-regionen, skrev CBS News. Ifølge Israels hær blev 12 mennesker såret, heriblandt en syvårig pige.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har på det sociale medie X sagt, at Israel vil "vinde" - uden at uddybe yderligere.

- Vi opsnappede, vi afværgede, sammen vinder vi, har Netanyahu skrevet.

Også sent natten til søndag, da angrebet var gået i gang, var der meldinger om, at krigskabinettet var samlet. Det skete i Tel Aviv, oplyste Netanyahus kontor.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere