Israel har valgt at ændre i sangteksten på landets mulige bidrag til årets Eurovision.
Det oplyser Israels statsejede tv-kanal Kan.
Det sker, efter at European Broadcasting Union (EBU), som står bag Eurovision, har gransket sangen "October Rain" for at vurdere, om den er politisk.
Den originale tekst til "October Rain" er blevet lækket til medierne og senere bekræftet af Kan. Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan flere linjer henvise til Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
Sangen indeholder blandt andet linjer som "Der er intet luft tilbage at indånde" og "De var alle gode børn, hvert og et af dem".
Kan oplyser, at den har bedt sangskriverne bag både sangen "October Rain" og en af de andre kandidater, sangen "Dance Forever", om at revidere deres tekster, men samtidig bevare deres kunstneriske frihed.
Herefter vil Kan beslutte, hvilken sang der skal sendes til Eurovision, lyder det. Ifølge AFP vil det blive offentliggjort 10. marts, hvilken sang valget er faldet på.
"October Rain" var Kans førstevalg, mens "Dance Forever" var stationens andetvalg. Uanset hvad er det 20-årige Eden Golan, som skal synge Israels sang i Eurovision i Malmø til maj.
European Broadcasting Union har ikke umiddelbart kommenteret udmeldingen fra Kan.
Tv-kanalen siger, at den har foretaget ændringerne på anmodning fra Israels præsident, Isaac Herzog.
- Præsidenten understregede, at særligt i denne tid, hvor de, der hader os, forsøger at tilsidesætte og boykotte staten Israel fra enhver scene, må Israel gøre sin stemme gældende, holde sit hoved højt og hejse sit flag i ethvert verdensforum. Særligt i år, lyder det fra Kan.
På Eurovisions hjemmeside fremgår det, at sangkonkurrencen ikke er en politisk begivenhed.
Alle deltagerlandene har selv ansvaret for, at den udsendte delegation overholder Eurovision-reglerne og "under ingen omstændigheder" politiserer begivenheden.
Tidligere har Israel truet med at trække sig fra konkurrencen, hvis landet blev bedt om at ændre sit bud på en vindersang.
Israel blev i 1973 det første ikkeeuropæiske land, der deltog i Eurovision. Siden har landets deltagelse i konkurrencen flere gange medført kontroverser.
Eksempelvis i 2019, da den islandske gruppe Hatari vajede med palæstinensiske flag under pointuddelingen i finalen, som blev afholdt i Tel Aviv i Israel.
Det var i strid med reglerne, oplyste European Broadcasting Union efterfølgende og tildelte den islandske tv-kanal RÚV en bøde.
Kilde: /ritzau/Reuters