Udland

søn, 14 apr 2024

Joe Biden lover stensikker støtte til Israel

Joe Biden til møde om situationen i Mellemøsten i The Situation Room i Det Hvide Hus med sine sikkerhedsrådgivere.
-/Ritzau Scanpix Joe Biden til møde om situationen i Mellemøsten i The Situation Room i Det Hvide Hus med sine sikkerhedsrådgivere.

USA's præsident, Joe Biden, lover efter iransk luftangreb mod Israel "stensikker" støtte til Israel.

Det skriver han på det sociale medie X natten til søndag.

Det sker, efter at Joe Biden har siddet i et hastemøde om situationen i Mellemøsten med sine sikkerhedsrådgivere i Det Hvide Hus.

- Jeg har lige mødtes med mine sikkerhedsrådgivere for at få en opdatering på Irans angreb mod Israel. Vores forpligtelse over for Israels sikkerhed mod trusler fra Iran og dets allierede er stensikker, skriver Biden.

Lørdagens angreb sker, efter at der i flere dage har været forlydender om, at et iransk angreb på Israel var nært forestående.

Allerede torsdag aften bekræftede USA, at man regnede med, at Iran ville angribe Israel - dog uden at klargøre, hvornår man regnede med, at det ville ske.

Iran har tidligere sagt, at det vil gengælde et angreb på landets konsulat i Damaskus i Syrien, der fandt sted 1. april.

Iran har givet Israel skylden for angrebet, hvor flere blev dræbt. Heriblandt to topofficerer fra Irans Revolutionsgarde.

Israel selv har ikke bekræftet, at det stod bag angrebet.

Den amerikanske præsident sagde fredag, at han forventede et angreb "snart".

- Vi er dedikerede i vores forsvar for Israel. Vi vil støtte Israel, sagde Biden til journalister ifølge Reuters.

- Så lad være, sagde han henvendt til Iran.

Tidligt søndag morgen dansk tid er Israels premierminister Benjamin Netanyahu kommet ud fra et krisemøde med toppen af den israelske samlingsregering.

Her blev det, som Israels militær kalder et "igangværende" angreb mod Israel, diskuteret, skriver AFP.

Herefter har Netanyahu talt med Joe Biden over en telefonforbindelse, siger premierministerens regeringskontor ifølge nyhedsbureauet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere