Udland

fre, 16 feb 2024

Joe Biden ser Navalnyjs død som udtryk for Putins brutalitet

Aleksej Navalnyjs mod vil ikke blive glemt, siger USA's præsident, Joe Biden, ved et pressemøde fredag efter meldinger om, at den russiske oppositionspolitiker er død.
Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix Aleksej Navalnyjs mod vil ikke blive glemt, siger USA's præsident, Joe Biden, ved et pressemøde fredag efter meldinger om, at den russiske oppositionspolitiker er død.

Det er Ruslands præsident, Vladimir Putin, der er ansvarlig for Aleksej Navalnyjs død.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, fredag aften dansk tid ved et pressemøde i Det Hvide Hus.

- Tag ikke fejl, Putin er ansvarlig for Navalnyjs død, siger han.

Præsidenten bliver på pressemødet spurgt, om der er tale om et snigmord. Til det svarer Biden, at man ikke kender til omstændighederne.

- Vi ved ikke, hvad der præcis er sket, men der er ingen tvivl om, at hans død skyldes Putin og hans bøller, siger Biden.

Han tilføjer, at det, der er sket, er "endnu et bevis på Putins brutalitet".

Aleksej Navalnyjs død blev meldt ud af russiske fængselsmyndigheder tidligere fredag.

Her lød det, at den fængslede oppositionspolitiker var blevet syg under en gårdtur. Han havde mistet bevidstheden, og efter forsøg på genoplivning blev han erklæret død, skrev fængslet i en pressemeddelelse.

Dødsfaldet er ikke blevet bekræftet af hans familie eller hans hold af advokater og hjælpere.

Tidligere på dagen fredag sagde Navalnyjs hustru, at hun ikke vidste, om hun skulle tro på det.

Biden ser dog ikke nogen grund til at tro, at det ikke skulle være sandt, siger han på pressemødet.

Navalnyj, der tidligere har forsøgt at stille op til det russiske præsidentvalg, er kendt som en af de største kritikere af Putin.

Hans angivelige død kommer, omkring en måned før der er præsidentvalg i Rusland.

Meldingen kommer ikke som nogen overraskelse, siger den amerikanske præsident.

Men han er ikke desto mindre meget forarget.

Foruden at placere ansvaret for Aleksej Navalnyjs død hos Putin bruger præsidenten også pressemødet til at hylde oppositionspolitikeren.

- Han var så mange ting, som Putin ikke er. Han var modig. Selv i fængslet var han en stærk sandhedens stemme.

- Hans mod vil ikke blive glemt, siger Joe Biden.

Den amerikanske præsident tilføjer, at han "kigger på muligheder" for at tage videre skridt i forbindelse med Navalnyjs død.

Biden uddyber ikke, hvad han mener med det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Alternativet vil honorere cykelpendlere med fradrag Fra kilometer 2 til 24 mod arbejde skal cykelpendlere honoreres med tre kroner p... Læs mere
Mia Wagner fortryder sit ja til ministerpost Kort ministertjans har gjort erhvervskvinde Mia Wagner klogere på sig selv, sig... Læs mere
Kriseramte Boeing vil fyre 17.000 ansatte En omfattende strejke har sat sine spor hos Boeing, der varsler fyring af hver t... Læs mere
Regeringen forlænger igen grænsekontrollen mod Tyskland Blandt andet terrortruslen mod Danmark gør, at regeringen forlænger grænsekon... Læs mere
Fire blå partier aflægger musketered i forhandlinger om finanslov Fire partier i blå blok er enige om enten at gå sammen i finanslovsaftale elle... Læs mere