Udland

tir, 21 maj 2024

Kosovos regering holder liv i dansk fængselsaftale med uvant træk

50 kilometer fra Kosovos hovedstad, Pristina, ligger Gjilan-fængslet, hvor Danmark vil lade 300 udvisningsdømte udlændinge afsone deres fængselsstraf. (Arkivfoto).
Uncredited/Ritzau Scanpix 50 kilometer fra Kosovos hovedstad, Pristina, ligger Gjilan-fængslet, hvor Danmark vil lade 300 udvisningsdømte udlændinge afsone deres fængselsstraf. (Arkivfoto).

Selv om Kosovos parlament i sidste uge sagde nej til en aftale om dansk leje af 300 fængselspladser, holder regeringen i Kosovo liv i aftalen.

For lovforslaget skal nu fremsættes igen i det kosovoske parlament. Det fremgår af en meddelelse fra premierministerkontoret i Kosovo.

Der er tale om det præcis samme lovforslag, som ikke opnåede det nødvendige flertal torsdag, uddyber vicejustitsminister Blerim Sallahu, til mediet Radio Free Europe.

Her siger vicejustitsministeren, at Kosovo har "forhandlet med Danmark", og at de to parter er blevet enige om at gå videre med den samme aftale.

Dermed går Kosovos regering imod parlamentarisk praksis, mener Eugen Cakolli, der som program manager følger det kosovoske parlament hos Transparency International Kosovo.

- Efter min professionelle vurdering er det imod den parlamentariske praksis, da afstemninger om internationale aftaler betragtes som definitive og ikke er genstand for yderligere bestræbelser på at blive vedtaget, siger Eugen Cakolli i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Det fremgår ikke af meddelelsen fra premierministerkontoret, hvornår aftalen ventes til afstemning igen.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Fredag sagde han i en skriftlig kommentar, at "regeringen fortsat arbejder på projektet med leje af fængselspladser i Kosovo", og at han ville tage kontakt til sin kollega i Kosovo.

- Jeg hæfter mig ved, at Kosovos præsident så sent som i denne uge (sidste uge, red.) har meddelt offentligt, at Kosovo vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at sikre det nødvendige flertal. Der er altså vilje fra begge sider til at få det til at ske, sagde Peter Hummelgaard.

For at vedtage internationale aftaler i Kosovos parlament skal der være et flertal på to tredjedele. Derfor har Kosovos regering behov for støtte fra oppositionspartier.

Men kun 75 medlemmer af parlamentet ud af de nødvendige 80 stemte for aftalen med Danmark torsdag, og derfor blev den ikke vedtaget.

En af de oppositionspolitikere, der stemte imod, Hykmete Bajrami fra partiet Kosovos Demokratiske Liga, har tirsdag skrevet på Facebook, at hun vil stemme imod igen.

- Godkendelsen af denne aftale er en fejl, og vi skal ikke gøre Kosovo til et sted at bringe fanger hen, skriver Hykmete Bajrami på Facebook ifølge avisen Koha.

På grund af blandt andet indenrigspolitiske uenigheder i Kosovos parlament, venter Danmark nu på tredje år på, at Kosovo ratificerer aftalen.

Det var daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), der i april 2022 meddelte, at traktaten mellem Danmark og Kosovo om leje af de 300 fængselspladser var underskrevet og nu afventede godkendelse i Kosovos parlament.

Den gang var forventningen, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023. Prisen for at leje fængslet er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere