Udland

ons, 06 mar 2024

Nikki Haley ser ud til at vinde i Vermont

Nikki Haley var søndag i Vermont for at føre valgkampagne. Det ser nu til at have båret frugt.
John Tully/Ritzau Scanpix Nikki Haley var søndag i Vermont for at føre valgkampagne. Det ser nu til at have båret frugt.

Nikki Haley ser ud til at vinde over Donald Trump i det republikanske primærvalg i Vermont

Det forudser analyseinstitutterne Decision Desk HQ og Edison Research ifølge Reuters.

Også det amerikanske nyhedsbureau AP har udråbt Haley som vinder.

Der er 17 delgerede på højkant i Vermont.

Omkring klokken 05.00 dansk tid er 92 procent af stemmerne talt op. Ifølge AP har Haley fået 50 procent af stemmerne mod 45,8 procent til tidligere præsident Donald Trump.

De resterende stemmer er gået til kandidater, der har trukket sig fra kapløbet om at blive Republikanernes kandidat til præsidentvalget.

Det er den første delstat, hvor Nikki Haley ser ud til at kunne sikre sig en sejr på Super Tuesday, hvor vælgerne skal stemme på deres foretrukne præsidentkandidat for de to partier i 15 delstater og et territorie.

Inden da har Haley vundet ét primærvalg. Det var i Washington D.C., hvor der var 19 delegerede på højkant.

Mens Haley omkring klokken 05.00 ser ud til at have vundet bare en enkelt delstat, ser det anderledes ud for hendes konkurrent, Donald Trump.

Han ser ud til at kunne kalde sig sejrherre i hele 12 delstater. Det drejer sig om Alabama, Arkansas, Californien, Colorado, Maine, Massachusetts, Minnesota, North Carolina, Oklahoma, Tennessee, Texas og Virginia.

Vermont anses ikke som en vigtig stat for Republikanerne. Ved de seneste fire præsidentvalg har delstaten staten stemt demokratisk.

Det Republikanske Parti i Vermont er mere moderat end i andre delstater.

Delstatens republikanske guvernør, Phil Scott, har offentligt tilkendegivet sin støtte til Nikki Haley.

Scott har ifølge New York Times tidligere sagt, at han ikke stemte på Trump de to gange, han har stillet op som præsident.

Han var i 2019 også den første republikaner til at støtte en rigsretssag mod Trump.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere