Udland

ons, 13 mar 2024

USA kommer et skridt nærmere muligt TikTok-forbud

TikTok-støtter demonstrerer onsdag ved Kongressen i USA.
Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix TikTok-støtter demonstrerer onsdag ved Kongressen i USA.

Et forbud mod TikTok er et skridt nærmere at blive virkelighed i USA.

Et forslag målrettet appen, der ejes af det kinesiske selskab ByteDance, er onsdag blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus.

Det skete med overvældende flertal med 352 stemmer for og 65 stemmer imod i et kammer, der ellers på det seneste har været præget af uenighed, blandt andet om en stor pakke indeholdende Ukraine-hjælp.

Hvad der sker med TikTok-loven i Senatet - det andet af Kongressens to kamre - er dog uvist.

Præsident Joe Biden har tilkendegivet, at han vil give den sin underskrift.

Forslaget vil tvinge ByteDance til at frasælge TikTok i løbet af seks måneder for at undgå et forbud mod videoplatformen i USA.

TikTok har omkring 170 millioner brugere i USA.

Hvis lovforslaget bliver til virkelighed, får ByteDance 165 dage til at frasælge TikTok. Sker det ikke, vil app-butikker i USA ikke på lovlig vis kunne tilbyde TikTok eller udbyde serverplads til apps kontrolleret af ByteDance.

Ønsket om at separere TikTok fra Bytedance bunder i en frygt for, at amerikanske TikTok-brugeres personlige data ender hos det kinesiske styre.

Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, sagde tirsdag, at målet med loven er at sætte en stopper for det kinesiske ejerskab, ikke at forbyde TikTok.

- Ønsker vi, at TikTok som platform skal være ejet af et amerikansk selskab eller af Kina?, sagde han ifølge Reuters.

- Ønsker vi, at data fra TikTok - børns data, voksnes data - skal blive her i USA eller skal ende i Kina?, spurgte han videre.

TikTok har ikke overraskende kritiseret lovforslaget.

- Denne lovgivning har et forudbestemt resultat - et totalt forbud mod TikTok i USA, udtaler selskabet.

- Regeringen vil fratage 170 millioner amerikanere deres forfatningssikrede ret til frit at udtrykke sig.

TikTok-direktøren Shou Zi Chew ventes at besøge Kongressen onsdag på en tur, der har været planlagt i et stykke tid. Her skal han tale med senatorer, oplyser en kilde med kendskab til sagen.

Kilde: /ritzau/Reuters

Andre læser også

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter dårligt miljø Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af... Læs mere
Faldende inflation i eurozonen baner vej for ny rentesænkning Inflation i eurozonen har pil ned, og det skaber rum for flere rentenedsættelse... Læs mere
Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede... Læs mere
Karantæneordning til rockere på førtidspension er aldrig blevet brugt En ifølge Ane Halsboe "fornuftig ordning" om karantæne til rockere på ydelse ... Læs mere